Pædagogikkens medialisering – eller undervisning og sociale medier

Der er desværre gået lang tid siden sidste indlæg! Men nu er det planen, at der sker noget igen.

Jeg er optaget af sociale medier, hvilket er paraplybetegnelsen for net-værktøjer som f.eks. blogs, Facebook, del.icio.us, twitter, osv.

Som underviser på gymnasiet oplever jeg – og mange andre lærere – at elever nogle gange har lidt svært ved at koncentrere sig, fordi de f.eks. på Facebook.

Spørgsmålet er så: Skal der lukkes for Facebook, Twitter og alle de andre sjove ting i timerne? Eller skal bl.a. de sociale medier inddrages i undervisningen? Hvis man vælger at bruge de sociale medier, får eleverne så rent faktisk nok ud af det?

På venlig invitation af Anders Hassing bidrog jeg og flere andre til en artikel, ‘Pædagogikkens medialisering’, der blev trykt i Samfundsfagsnyt ( bladet for Foreningen af Lærere i Samfundsfag), hvor vi fortæller om de erfaringer vi har gjort os.

Du kan læse artiklen her!

Barnets tarv i konfliktfyldte skilsmisser – ny artikel på skilsmissen.net

‘Barnets trav i konfliktfyldte skilsmisser’ er titlen på en artikel, som jeg netop har skrevet til hjemmesiden www.skilsmissen.net. Den blev lagt på nettet d.  24. april 2009. Du kan også læse artiklen her:

‘Barnets tarv i konfliktfyldte skilsmisser’
Forældreansvarsloven tager ikke højde for barnets tarv i konfliktfyldte skilsmisser. Der er adskillige situationer, hvor barnet kan komme i klemme på grund af den nuværende lovgivning. Store knaster er dels den tvungne delte forældremyndighed, og dels samværsordningen, hvor barnet tilbringer en uge hos hver forælder.

Illusionen om det tvungne samarbejde
I de konfliktfyldte skilsmisser er en central problemstilling, at forældrene af forskellige grunde ikke kan arbejde sammen. Derfor er Forældreansvarslovens ide om, at der i princippet altid skal være delt forældremyndighed et alvorligt problem.

Det er fint, hvis forældrene er i stand til at arbejde sammen omkring barnet, men i konfliktfyldte skilsmisser er det, uanset hvad, en illusion at tro dette altid sker. Delt forældremyndighed åbner for et utal af konfliktmuligheder, fordi der særligt ved deleordninger er mange aspekter af barnets hverdagsliv, som forældrene nu er tvunget til at blive enige om. Derudover er der mere principielle ting, som f.eks. valg af skole og skolefritidsordning, samt religion, der kan blive problematiske.

På Familiestyrelsens hjemmeside har du mulighed for at læse præcist hvilke ting, forældrene skal blive enige om, og hvilke ting, de kan beslutte hver for sig.

Barnet trækker ganske enkelt det korteste strå, hvis det bliver inddraget i forældrenes konflikter. Disse konflikter, som ofte er af psykologisk karakter, kan være særdeles skadelige for børnene.

En yderligere dimension af dette er, at forældrenes ligestilling i forhold til barnet er blevet forbedret med loven. På sin vis er det positivt, men denne ligestilling ser desværre ud til at ske på bekostning af børnene, særligt børn i de konfliktfyldte skilsmisser, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Elsker du far, eller elsker du mor?
Forældreansvarsloven kræver, at børn skal høres i forbindelse med forældremyndigheds- og samværssager. I konfliktfyldte skilsmisser, og i øvrigt, er et centralt spørgsmål hvordan man sikrer at børn får mulighed for at give udtryk for deres ønsker og følelser i disse situationer, uden de bliver fanget i en loyalitetskonflikt mellem to stridende forældre.

Jeg mener, at der er en særdeles stor risiko for, at børn kan blive manipuleret til at svare det en forælder ønsker at høre, særligt i konfliktfyldte skilsmisser. I værste fald kan det for barnet blive en situation, hvor det føler, at det nu skal give udtryk for om det elsker far, eller mor mest. Derudover kan det være umuligt for barnet at overskue de reelle konsekvenser af at sige jeg vil bo hos mor, eller jeg vil bo hos far.

Vi deler lige over
Forældreansvarsloven giver som sagt mulighed for at etablere en såkaldt deleordning, hvor børn tilbringer 7 dage på skift hos hver forælder (7/7). Ifølge Familiestyrelsens hjemmeside giver Forældreansvarsloven således delebørn ” … mulighed for at være mere “hele” børn…”.

Uanset forældres skilsmisse, så er det som oftest en god ide, at børn bibeholder en kontakt til begge forældre. Problemet med 7/7 løsningen er, at barnet ikke får en fast base, eller tilhørssted. Derimod tvinger det barnet til at leve en nomadetilværelse med skiftende rammer.

I forbindelse med en konfliktfyldt skilsmisse er der kun få, eller måske slet ingen chancer for, at forældrene er i stand til at arbejde sammen omkring barnet. At få tilværelsen for barnet til at fungere med koordination af skole, tøj, fritidsaktiviteter, venner, osv., vil således være en udfordring som ikke alle forældrepar vil være i stand til at håndtere. De konflikter, der uden tvivl vil opstå, vil barnet før, eller siden risikerer at blive inddraget i.

Præcis viden mangler – stadig
I dag findes der så vidt vides ikke opdateret og forskningsbaseret viden om konsekvenserne af den nuværende Forældreansvarslov. Medierne fortæller flere og flere historier om børn, der bliver fanget mellem forældre, der ikke kan samarbejde. Meget tyder således på, at der rent faktisk er en gruppe af børn, der lider under Forældreansvarslovens bestemmelser. Det er heller ikke utænkeligt, at historierne i medierne kun er toppen af isbjerget.

Socialforskningsinstituttet planlægger en undersøgelse, der skal danne grundlag for evalueringen af Forældreansvarsloven. Rapporten udkommer samme år som evalueringen, nemlig i år 2011. Så vidt vides foreligger der intet officielt om rapportens specifikke fokus, ej heller dens metodiske grundlag.

Om rapporten skriver Familiestyrelsen på sin hjemmeside, at “…både myndighedssiden (dvs. domstolene) og sagens parter (forældrene) skal give oplysninger til brug for undersøgelsen…”. Det er spekulation fra min side, men citatet kan indikere, at rapportens fokus vil være på dels domstolens, og dels forældres oplevelser af Forældreansvarsloven. Det tyder ikke på, at børnenes oplevelse af hvad man kan kalde “livet” med Forældreansvarsloven bliver underkastet et direkte studier.

Der er med andre ord et akut behov for en saglig synliggørelse og præcisering af de problemer, som er opstået for børn i kølvandet på Forældreansvarsloven. Dette kan gøres både ved statistiske, såvel som interviewbaserede undersøgelser. Socialforskningsinstituttets rapport vil være et skridt i en rigtige retning, men det skridt ser ud til at blive vel kort, og det bliver under alle omstændigheder taget for langsomt.

Hvad kan du gøre som forældre?
Det er uden tvivl meget svært at gennemleve en konfliktfyldt skilsmisse, både for barnet, men også for forældrene. Som forælder er der fire ting du kan gøre, som givet vis vil gøre situationen en anelse lettere for dit barn:

• Undgå at skændes med eks’en foran barnet
• Undgå at inddrag barnet i konflikten med din tidligere partner
• Undgå at tale grimt, eller tillade at andre taler grimt, om din eks i barnets påhør. Bestræb dig på i det mindste at omtale din eks neutralt.
• Sørg så for at komme af med dine verbale irritationer og frustrationer omkring skilsmissen når barnet ikke er til stede.

Spørgsmål til dig
Hvad synes du? Hvad er dine erfaringer? Har du ideer til hvordan konflikterne kan undgås?

Deltag i debatten om den tvungne fælles forældremyndighed og samværsordningen!

Sammenbragte familier og virksomhedsfusioner

Sammenbragte familier og virksomhedsfusioner kan ikke sammenlignes! Alligevel blev jeg overrasket over, at læse udgivelsen ‘De første 100 dage – som leder af en fusioneret organisation’, som jeg faldt over i anden sammenhæng.

Det er faktisk sjovt at se hvordan mange af de spørgsmål, der bliver stillet i forbindelse med en virksomhedsfusion, også dukker op hos børn og / eller voksne på et eller andet tidspunkt i forbindelse med skabelsen af en sammenbragt familie.

• Er der plads til mig?
• Hvad er det vi vil?
• Hvem skal bestemme?
• Hvordan skal vi bo?
• Hvad koster det?

Du kan jo prøve at skimme udgivelsen. Måske inspirerer den   Du finder den på: http://www.vaeksthusforledelse.dk/wm140721 – rul helt ned på siden. Med et klik på udgivelsens billede får du den serveret som en pdf-fil på 31 sider.

Løs konflikter i den sammenbragte familie / stedfamilien

En sammenbragt familie / stedfamilie er ofte et konfliktfyldt område. Tag to mennesker samt et barn fra et tidligere forhold, og få dem til at leve sammen som en familie. Det giver udfordringer, der nemt kan blive til forskellige typer af konflikter. Der er ikke mange stede, hvor du selv kan finde løsninger. Troede jeg:

Hånd om konflikten af Nete Plenge

Nethe Plenge har begået bogen ‘Hånd om konflikten – fra sammenstød til løsning’, som jeg faldt over forleden. Som stedfar og som del af en sammenbragt familie / stedfamilie synes jeg, at er bogen interessant. Du får i let sprog serveret en forklaring på hvad en konflikt er, du får praktiske ideer til hvordan du håndterer konflikterne når du står i dem, og ideer til hvordan du øver dig i at undgå dem.

Mens jeg læste den, var min tanke flere gange ‘det vidste jeg jo godt’, men alligevel er der mange små fif og ideer, der er virkelig gode at få repeteret.

Særligt til de sammenbragte familier, stedforældre og andre interesserede: Læs bogen inden den næste konflikt!

Endnu bedre kan du forslå din partner, at I læser den sammen, og I derigennem bliver (lidt) bedre til at håndtere konflikter. Der er såkaldte værktøjer, som du kan arbejde videre med på forlaget hjemmeside (scroll lidt ned på siden).

Bogen er udgivet af Børsen Mikro, en del af Børsens Forlag, der fokuserer på at skrive bøger til bl.a. freelancere og mikrovirksomheder. Det betyder, at den er relativt kort (131 sider), overskueligt format, letlæselig og meget praksisorienterede.

Er paven virkelig livsfarlig?

Jeg har et synspunkt i Jyske Vestkyst i dag, d. 31. marts 2009. Det kommer her, inklusiv den del, der blev fjernet af redaktionen.

“Er paven virkelig livsfarlig?
Chefredaktør Peter Orry sætter nye standarder for lavt debatniveau og udviser en tankevækkende mangel på viden om den katolske kirke i lederen ‘Paven er livsfarlig’ (21/3/09).

For det første er PO upræcis i sin citering af paven. Et katolsk podcasting-site, www.katpod.dk, gennemgår d. 19/3/09 pavens ‘kondom-kommentarer’. Pavens hovedpointer er, at liv er dyrebart, at der er behov for en mere grundlæggende forandring af indstillingen til seksualitet i Afrika, og at AIDS-epidemien ikke kan afværges ved uddeling af kondomer.  

For det andet er det noget vrøvl når PO påstår at paven anklager organisationer, der arbejder med at bekæmpe AIDS. Et hurtigt kig på www.caritas.org viser, hvordan også den katolske kirkes globale nødhjælpsorganisation, Caritas, arbejder mod HIV-AIDS.

For det tredje lyder det ifølge PO nærmest som om paven har ansvaret for AIDS-epidemien, hvilket er absurd. Antallet af inficerede med HIV-AIDS stiger globalt, også i Afrika, på trods af uddeling af kondomer. Teorien om, at den katolske kirkes holdninger har negativ indflydelse på AIDS-bekæmpelsen holder næppe. Statistik for de ni sydligste afrikanske lande tyder, alt andet lige, på, at lande med flest katolikker faktisk har lavest antal HIV-ramte”.

Denne del blev skåret væk af redaktionen:
For det fjerde betegner PO centrale begivenheder i den katolske kirke som ‘glamour, som bedrager’, fremkommer med flere særdeles uvenlige kommentarer om paven, og mener at den katolske kirke “burde prædike godhed og kærlighed blandt mennesker”. Disse kommentarer er både nedladende og usaglige.

I øvrigt har paven ikke udtalt sig direkte i den nylige og tragiske sag om abort i Brasilien.

Forældreansvarsloven halter. Delebørn er ikke hele børn

I dag, d. 26. marts 2009, har jeg en kommentar i Kristeligt Dagblad, som du kan læse her:

“FORÆLDREANSVARSLOVEN deler stadig børn mellem forældre, der nogle gange ikke kan samarbejde. Det skaber konflikter, som barnet risikerer at blive inddraget i. Det kan skade barnet på både krop og sjæl. Familiestyrelsen skriver på sin hjemmeside, at Forældreansvarsloven giver delebørn ”…mulighed for at være mere “hele” børn…” Det er en sandhed med modifikationer.

Jeg vil påstå, at “mange” skilsmisseforældre på grund af den delte forældremyndighed lever i en konflikt, der ikke er af voldelig, men derimod af psykologisk karakter. Denne konflikt kan for eksempel indeholde bagtalelse af den anden forælder og/eller stedforælder over for børnene, inddragelse af børn i konflikten, aftalebrud, grov verbal optræden, ubegrundede beskyldninger og anklager mod den anden forælder eller eventuelt stedforælder. Denne slags konflikter kan være særdeles skadelige for børnene.

Familiestyrelsen fastslår på deres hjemmeside, at det skal være muligt, at ”… fastsætte samværsordninger, hvor barnet er lige meget hos hver forælder”. I Berlingske Tidende (den 22. februar 2008) udtaler Hilde Lidén fra Institutt for Samfunnsforskning i Oslo, at betingelsen for en deleordning skal kunne fungere er, at “…forældrene skal kunne samarbejde, og de må ikke bo for langt fra hinanden. De skal begge deltage i barnets fritidsaktiviteter og skolearbejde, og barnet skal anerkendes og inkluderes i begge hjem …”.

HVAD NU, HVIS forældrene ganske enkelt ikke kan samarbejde? Så er det børnene, der kommer i klemme ved den delte forældremyndighed. “I mors uge går jeg til svømning, i fars uge går jeg til guitar.” Citatet er tænkt, men er et eksempel på, hvordan virkeligheden kan komme til at se ud for nogle børn med den eksisterende lovgivning.

Far og mor kan ikke blive enige, og i henhold til Forældreansvarsloven må den forælder, som barnet er hos, bestemme, hvad de skal lave blandt andet i fritiden. Så kan resultatet netop blive svømning i mors uge og guitar i fars uge. Det bliver umuligt at deltage i weekendaktiviteter, fordi forældrene ikke kan blive enige. Hvordan skal børn få en stabil hverdag med en grad af forudsigelighed, hvis de dels er tvunget til at flytte konstant, og dels er fanget mellem forældres konflikter? Er dette den bedste måde at varetage børnenes tarv?

Statsforvaltningens hjemmeside har derudover en liste over de områder, som forældre skal være enige om, når der er fælles forældremyndighed. Skole og skolefritidsordning er et eksempel. I medierne har der været flere eksempler på børn, der er kommet i klemme på grund af forældres voldsomme konflikter over blandt andet skolevalg og skolefritidsordning. Hvem skal bestemme og eventuelt betale?

Religion er et andet eksempel. Hvis faderen nu er religiøs, og moderen er ateist, hvem skal så bestemme, om barnet for eksempel skal døbes eller konfirmeres? Videreuddannelse er et tredje eksempel. Skal barnet for eksempel følge moderens kunstneriske verden eller faderens akademiske? Med den nuværende lov tyder meget på, at disse tvister ultimativt skal afgøres i retten, hvis forældrene ikke kan blive enige. Er dette den bedste måde at varetage børnenes tarv på?

IFØLGE Forældreansvarsloven skal barnet desuden inddrages og høres i forbindelse med retssager om forældremyndigheder og samvær. Det mener jeg er særdeles problematisk. Der er for det første stor risiko for, at et barn ganske enkelt ikke kan overskue konsekvenserne af at sige: Jeg vil bo hos mor, eller jeg vil bo hos far. For det andet er der en indlysende risiko for, at barnet kan blive presset af en eller begge forældre til at sige det, der vil passe forældrene. Ultimativt er der fare for, at barnet føler, at det skal give udtryk for, om det elsker far eller mor mest. Er det den bedste måde at varetage børnenes tarv?

Familiestyrelsen har iværksat et forskningsprojekt, der skal “…belyse, hvordan sager om forældremyndighed bliver behandlet, og hvordan loven om forældreansvar virker for forældre og børn”. Det er et godt initiativ. Rapporten bliver offentliggjort i 2011 og skal så vidt vides danne baggrund for den evaluering af Forældreansvarsloven, der er planlagt til 2011.

Forældreansvarsloven sikrer forældres ligestilling, men ikke barnets tarv. Problemet er, at de børn, der bliver fanget i lovens negative sider, bliver ladt i stikken. Fremtiden er tåget. Ingen ved præcist, hvor mange børn vi taler om. De fleste er dog enige i, at tilfældene eksisterer. Der eksisterer endnu ikke megen forskning, og ingen har tilsyneladende præcise statistikker på området. Jeg mener ikke, at det er godt nok blot at feje problemet ind under gulvtæppet indtil 2011, hvor loven skal evalueres”.

Forældreansvarsloven og netværk om barnets tarv

En gruppe ene-forældre har dannet netværket ‘Barnets Tarv’ med en tilhørende hjemmeside, som jeg faldt over for nyligt.

Formålet med netværket og hjemmesiden er, som jeg læser det, at gøre opmærksom på nogle af de alvorlige problemer som Forældreansvarsloven har medført for bl.a. skilsmissebørn.

På hjemmesiden finder du bl.a. små personhistorier om hvordan loven påvirker situationen omkring børn, samtidig med anbefalinger til hvordan Forældreansvarsloven kan forbedres.

Deleordninger, at børn skal høres, og at forældre, der ikke kan samarbejde ender med delt forældremyndighed, forholder netværket sig kritisk til i forhold til Forældreansvarsloven. Det er nogle af de samme pointer, jeg diskuterer i en debatartikel, der ideelt set snart kommer i pressen.

Debatten omkring Forældreansvarsloven er til tider meget intens og fuld af mere, eller mindre seriøse beskyldninger. Set i lyset af dette kunne man ønske, at netværket ville skrive den traditionelle smøre med ‘uafhængig af organisatoriske og politiske interesser’, eller noget i den dur – mest af alt for at signalere uafhængighed.  

På trods af dette virker virker oplysninger og ideer sobre, og de små historier giver stof til eftertanke, så se på siden, hvis du kommer den vej.

Fareed Zakaria: The Post-American World (boganmeldelse)

USA vil fortsætte i sin rolle som global leder, men vil ikke længere stå alene. Lande som Kina og Indien vil i løbet af de næste år, specielt gennem deres økonomiske udvikling, skaffe sig så meget magt, at de vil blive endnu mere centrale aktører, som USA ikke længere kan koste rundt med, men er nød til i langt højere grad at samarbejde med.

The rise of the rest
Bogen handler ikke om USA’s forfald, men er mere en diskussion af hvordan lande som bl.a. Indien, Kina og Brasilien nu bliver så magtfulde aktører i international politik, at USA bliver nød til i langt højere grad at se dem som samarbejdspartnere. Og hvordan kan dette så gøres.

Det, der gjorde indtryk på mig da jeg læste bogen var Zakarias diskussion og sammenligning af hhv. Kina og Indien. Kina er dette kolossale land, der undergår en nærmest total forandring og eksplosiv vækst. En af grundene til, at Kina i dag skabe vækst er bl.a. at landet kan iværksætte enorme byggeprojekter med en utrolig hurtighed og effektivitet. Forklaringen er, landet ikke er demokratisk og tynget af langsommelige beslutningsprocesser. Centralmagten kan tage beslutninger og gennemføre dem. Dog er faren i Kina, at det politiske centrum har langt fra den samme kontrol med regionerne som tidligere, og de store samfundsomvæltninger kan skabe uro, fordi fordelingen af den nye velfærd er ujævn.

I Indien er problemet, at den centrale regering bliver svagere og svagere, hvorimod de regionale ledelser bliver mere magtfulde. Selv om Indien har et ‘political and institutional framework’, der fungerer, så gør magtforskydningen det mere vanskeligt, at beslutte og gennemføre nationale projekter, fordi der er et større beslutningsapparat, der skal konsulteres og overbevises.

Zakaria stiller i lyset af dette spørgsmålstegn ved om Indien vil nå så vidt som Kina. På trods af dette mener Zakaria, der selv er født indisk, at det indiske samfund er mere velfungerende og velkonsolideret, end det kinesiske og risikoen for social uro ikke er tilnærmelsesvis så høj som i Kina. Udenrigspolitisk vil Indien næppe være interesseret at søge en rolle, som en lakaj for USA, ej heller søge en mere udtalt regional magtposition, der satser på at gennemtvinge indiske værdier.

I forhold til USA udtrykker Zakaria bekymring over måden hvorpå politik bliver formuleret. Der er en udtalt mangel på brede politiske koalitioner og det skaber en stilstand i udviklingen. Det handler mere om at pleje snævre politiske interesser, end at skabe seriøse politiske resultater og det skaber stilstand.

Nye ideer til en ny verden
På baggrund af en lang analyse konkluderer Zakarias bl.a., at der skal en ny approach til måden hvorpå verden bliver ledet. Han mener, at det afgørende for USA er, at landet holder fast i dets idealer og at de universale værdier bliver de værdier USA konsekvens søger at vise til omverdenen. Han opstiller seks grundlæggende ideer:

1. Choose
USA skal vælge og klart definere hvilken holdning og prioriteringer landet har til f.eks. Rusland, Iran og Kina – og så holde fast i dem.

2. Build broad rules, not narrow interests
Hvis USA definerer værdier, det vil støtte, så være konsekvent og undlad konstant at lave undtagelser, som f.eks. ved at slå ned på Saddam Hussein, men se gennem fingre med Saudi Arabien fordi det var en “special case”.

3. Be Bismarck, not Britain
Bismarcks mål var, ifølge Zakaria, at Tyskland skulle have bedre relationer til alle centrale lande i Europa, bedre end de havde med hinanden. På samme måde gælder det for USA om at opbygge så gode relationer som muligt med så mange lande som muligt.

4. Order à la carte
Der er ikke én international organisation, der kan klare alle verdens problemer. Derfor er det nødvendigt med en grad af pragmatisme og nedtoning af forventninger. FN kan klare nogle situationer, OAS kan klare andre, osv. Med bl.a. klimaproblemer, uoverensstemmelser inden for international handel, vira i omløb, osv., mener Zakaria, at  ’solving such problems and providing global public goods requires a moderator, organizer, or leader’ – og det skal så være USA (s. 244)

5. Think asymmetrically
 Som et led i at forbedre relationerne til Afrika har USA oprettet AFRICOM, der er en ny militærkommando for kontinentet. Zakaria pointerer, at i kampen mod terror har politikerne overset, at USA’s civilsamfund på lang sigt formodentlig har potentiale til at udrette mere end militæret. Brug det og tænk alternativt.

6. Legitimacy is power
Med en klar finte til Bush-regeringen er Zakarias argument, at ved at skabe forståelse for og accept af USA’s holdninger globalt set vil USA som en naturlig konsekvens få mere magt.

Fareed Zakaria er bekymret over i hvor høj grad Bush-regeringen har fokuseret på frygt for bl.a. ‘terrorists and rogue nations, Mulisms and Mexicans, foreign companies and free trade, immigrations and internaitonal organizations’ (s. 251). Han afslutter med at reflektere over den amerikanske drøm og udtrykker et håb om at USA igen skal fokusere på den åbenhed over for alle, der ligger til grund for denne drøm.

Zakaria laver Barack Obamas arbejdsseddel
Det er en interessant og velskrevet bog, der giver en god introduktion til de problematikker USA står overfor i dag. Lidt ironisk kan man nærmest sige, at bogen skitserer alle de problemer, der formodentlig står på præsident Barack Obamas arbejdsseddel i dag. Det er tydeligt, at Zakaria nærer en stor kærlighed overfor USA. Det er reelt nok, men måske også en forklaring på, at hans afsluttende diskussion af den amerikanske drøm bliver en anelse sukkersød og overfladisk. Selv om der er mange positive aspekter i de værdier, der ligger til grund for det amerikanske samfund, så er det svært at komme uden om, at USA ikke desto mindre har mange dybtgående sociale udfordringer. Selv om bogen indeholder mange interessante pointer, så er der rigtig mange ord og mange detaljer, hvor man tænker, at en effektiv redaktør kunne have skåret 10 % af bogens længde og fået en endnu bedre bog.

Se interview med Fareed Zakaria fra BBC, hvor han diskuterer bogen: 

Pavevalg og demokrati

Hvordan bliver en pave valgt, og er valget demokratisk? En fredag eftermiddag havnede jeg i en diskussion, hvor nogle af spørgsmålene cirkulerede i selskabet. Der var lige så mange svar, som der var spørgsmål. Det kan være svært at finde ud af præcist hvordan paven, overhovedet for den Romersk Katolske Kirke, bliver valgt, men her kommer en kort forklaring.

Fra præst til kardinal
En pave er valgt på livstid og i dag forventer de fleste, at han sidder tiden ud. Det er blandt kardinalerne, at den nye pave bliver valgt. Kardinalerne er kirkens øverste ledere. Når du ser dem i bl.a. fjernsynet kan du kende dem ved deres røde dragt. Der er ingen kardinal i Danmark og de skandinaviske lande, fordi antallet af katolikker er relativt lille. I f.eks. Tyskland er der adskillige kardinaler.

Billedet er af Keith Michael Patrick O’Brien, der er kardinal af Skotland.

Konklave
Selve valget af den nye pave foregår i det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Kardinalerne er lukket frivilligt inde. Det betyder helt bogstaveligt, at dørene låses, det ikke er muligt at bruge normale kommunikationsmidler, som f.eks. telefon, internet, osv.  Pointen er, at kardinalerne skal være afsondret og kun koncentrere sig om valget af den nye pave uden påvirkning udefra. Der bliver også gjort store anstrengelser for at sikre, at ingen kan aflytte stedet.

To-tredjedels flertal
Indtil valget af Johannes Paul II i 1978 var der krav om to tredjedels flertal for at opnå valg. Dette blev af Johannes Paul II lavet om til at camerlengoen (som er den kardinal, der står for den praktiske del af valget, en slags ceremonimester) beslutter, at der nu er muligt at blive valgt med 50 % af stemmerne +1 stemme.

The Tablet skriver, at Johannes Paul II’s efterfølger som pave, Benedict XVI, efter valget i 2005 omgjorde Johannes Paul II’s ide om 50 % + 1. Benedict genindførte kravet om to-tredjedels flertal, men tilføede et nyt element: Hvis valget efter 13 dage (cirka 34 afstemninger) ikke er afgjort skal de to topkandidater stille op mod hinanden – og kravet er stadig 2/3 flertal.

Demokrati, eller ej
Man kan vel konkludere, at selve valget af en ny pave i sig selv er demokratisk i betragtning af det kræver to-tredjedels flertal at opnå valg. Paven vælges, stort set altid, blandt en fra kardinalernes rækker og kardinalerne er udnævnt – ikke valgt, af paven. Man kan dog diskutere hvor dybt demokratiet stikker, når vælgerne således ikke er demokratisk valgt.

Flere informationer
‘Electing a Pope’ by Paul McLachlan
‘Sådan vælger kardinalerne en ny pave’ af Andreas Rude

Pirate Bay udfordrer underholdningsindustrien

‘Netpirater eller digitale frihedskæmpere’ er Informations forsideartikel i dag. Den handler om hvordan bl.a. den svenske regering og ‘underholdningsgiganter’, som f.eks. Sony BMG og Warner Brothers har lagt sag an mod fildelingstjenesten, The Pirate Bay.

Der er to virkelig interessante dimensioner i denne sag:

Musikindustrien føler sig truet
For det første handler det om hvordan underholdnings-, og herunder musikindustrien vil udvikle sig i fremtiden, nu hvor Internettet er kommet for at blive. Det ubesvarede spørgsmål er med andre ord stadig, hvordan kunstnere skal tjene penge på deres kunst og ikke blot lave kunst, der ender som gratis underholdning på nettet?

Det vil formodentlig være umuligt at forhindre fildeling, derfor bliver man nød til at finde “nye former for copyright-teknikker, der ikke er så begrænsende, at udbredelsen forhindres”, siger Professor Niels Ole Finnemann i Information.

Jeg er meget optaget af dette emne, bl.a. fordi jeg er sangskriver og p.t. forbereder mit første album. Jeg har tidligere skrevet om emnet på bloggen her. Mere og mere tyder på, at nettet er en reklame-e-platform for musikere, der måske kan give lidt reklameindtægter, men større penge skal tjenes ved koncerter, eller anden aktivitet.

Internettet som et gigantisk forum med ytrings- og handlefrihed?
For det andet handler det om, at en dansk domstol har påbudt en internetudbyder til at lukke for danske internetbrugeres adgang til et website. Jeg kunne ikke lade være med lige at tjekke www.thepiratebay.org for at se hvad det var for en størrelse. Der mødte jeg denne besked:

” Østre Landsret har ved kendelse af 26. november 2008 stadfæstet fogedrettens kendelse af 29. januar 2008, hvorefter Sonofon A/S er blevet pålagt at hindre sine kunders adgang til www.thepiratebay.org. På baggrund af kendelsen fra Østre Landsret har TDC besluttet at spærre for adgangen til siden. TDC har ikke foretaget nogen registrering af dit besøg på denne side”.

Mine overvejelser i dag er, om internettet egentlig bør være et gigantisk forum med total ytrings- og handlefrihed?

Kan man finde alternative copyright-teknikker, som Finnemann taler om, ville det være positivt, men samtidig ville den totale frihed så forsvinde.

Er det legitimt, at en dansk domstol skal bestemme hvilket hjemmesider vi må se, og hvilke vi ikke må se? Hvis man må blokere for et svensk firma, hvad bliver så det næste, og hvornår overskrides grænsen, så det bliver til censur?

Hvad mener du?