Anders Stubkjærs blog runder 25000 besøg

Kære læsere,

Forleden var jeg en tur omkring siden “bag” denne weblog, der holder grundigt styr på hvor mange, der besøger bloggen. Bloggen begyndte 1. januar 2008, og i oktober måned i år rundede antallet af besøg i alt 25.000.

Det er jeg både glad for og stolt af. Jeg er glad for at skrive, og det glæder mig virkelig at folk læser mine inputs. Så med andre ord:

Tusind tak, kære læsere! Kom snart igen! Og vigtigst af alt: Giv gerne dit besyv med til de ting, jeg skriver.

Mange hilsener fra
Anders

Kørekort i sociale medier

Et af de hotte emner i gymnasieverdenen er de sociale medier. Facebook, Twitter, weblogs, podcast, wikipedia, osv. De er populære hos eleverne, og flere lærere står med ønsket om at bruge de sociale medier i undervisningen. Men hvordan skal man gribe det an?

Abelone Glahn er journalist og ekspert i sociale medier og praksisfællesskaber. Hun har, blandt meget andet, skrevet bogen ‘Dit Virtuelle Håndtryk’, som var en af de ting, der gjorde mig interesseret i sociale medier og fik mig til at fordybe mig mere i emnet.

Sammen med Abelone har jeg i oktober 2009, dvs. netop nu,  skrevet en artikel i Gymnasieskolen (gymnasielærerforeningens blad), hvor vi siger, at gymnasielærere bør tage et kørekort i sociale medier.

Overvejer du som underviser nogensiden spørgsmål som f.eks. 

• hvor meget skal jeg vide, før jeg kan begynde at bruge sociale medier?
• hvordan kan sociale medier så inddrages i undervisningen?

Så prøv at læse vores artikel, der hedder ‘Gymnasielærere bør tage kørekort i sociale medier – ellers kan de ikke lære at anvende de sociale medier kritisk’. Der uddyber vi hvordan et kørekort kunne skrues sammen.

Onsdag d. 4. november 2009 holder vi sammen oplæg om emnet på Uddannelsesforum i Odense.

Jacob A Riis Neighbourhood Settlement – besøg

Fra Washington gik vores rejse, som jeg har skrevet om andetsteds, også videre til New York. Jeg havde set frem til at besøge Jacob A. Riis Neighbourhood Settlement House. Jeg faldt ved et tilfælde over bogen ‘Den Ideelle Amerikaner’ af Tom Buk-Swienty, der handlede om Jacob A. Riis’ liv og levned og blev optaget af hans historie.

Riis var fra Ribe og udvandrede til USA omkring 1870. Hans arbejde bl.a. som dokumentarfotograf i de fattigste dele af New York blev ganske enkelt banebrydende. Han arbejdede intenst for at forbedre de sociale forhold for byens fattigste, og det er det arbejde, der bliver videreført af Settlement House.

Han udgav en bog med sine billeder, der hed “How the Other Half Lives”, netop om den fattige befolkning.

Bogen inspirerede mig til at skrive en af de sange, der kommer på mit første album, som udkommer til januar 2010.

Centret tilbyder bl.a. undervisning til børn efter skole, spisning og sociale aktiviteter for ældre, sport og uddannelse af ældre inden for sundhed. Vi mødtes med direktøren, der understregede at målet for centret var at lære folk at klare sig. Det fremgik, at en vigtig del var at holde unge væk fra gaden.

Det Hvide Hus og whitehouse.gov

Det er ikke verdenshistorie, eller nogen vild nyhed, men for mig var det et særligt øjeblik at se den amerikanske præsidents bolig, det Hvide Hus, eller the White House, som det hedder officielt. Huset har været hjem for USAs præsidenter siden 1800, hvor John Adams flyttede ind.

En god del af min uddannelse er i internationale relationer / internationale politik. Da jeg besøgte stedet tænkte jeg på hvor mange gange i løbet af de sidste 15 år, eller mere, jeg mon havde læst en sætning, hvor ordene The White House har indgået. Sikkert ikke få.

Endnu vigtigere tænkte jeg på hvor mange beslutninger amerikanske præsidenter har taget gennem årene og hvilken betydning de har haft for Europa og for resten af verdenen.

Hjemmesiden for det Hvide Hus er den amerikanske præsidents officielle hjemmeside. Du finder den på http://www.whitehouse.gov

Det er en omfangsrig, men overskuelig hjemmeside, hvor du kan finde oplysninger om alt fra husets historie til de seneste politiske initiativer. Mange af informationerne er naturligvis serveret på en måde, der sætter præsidenten i et godt lys, men der er også utrolige mængder af officielle udtalelser, videoer, lovgivning.

Der er også en blog, The White House Blog, hvor relativt højstående rådgivere og enkelte ambassadører skriver om forskellige aspekter af USAs nuværende politik og / eller politikområder.

I det hele taget er det en hjemmeside, der er god at blive klog af.

Kennedy – historien om tre brødre

Arlington National Cemetary, eller Arlington nationale kirkegård, er måske en af de mest kendte kirkegårde i USA. Det er den føderale stats kirkegård, hvor præsidenter, generaler, astonauter, højsteretsdommere, opdagelsesrejsende, krigsofre og mange andre er begravet her.

En af de vigtigste grunde til jeg har set frem til at besøge Arlington er for at besøge Kennedy-brødrenes grave. Det er mænd, der har været med til at præge USA i mere end 40 år, på deres forskellige måder.

Da Edward Kennedy døde i august 2009 skrev en dansk avis, såvidt jeg husker, at John Kennedy betagede USA, Robert Kennedy inspirerede USA og Edward Kennedy forandrede USA.

Alle har hørt om John Kennedy, JFK, men i kølvandet på Edward Kennedys død stod det mere og mere klart, at hans reelle indflydelse på USA har været enorm. Den korte forklaring er, at han i mere end 30 år har været en del af de centrale love, der er blevet vedtaget i USA.

Her er billedet, som de fleste kender af John Kennedys grav. Går man nogle få meter mod venstre kommer man til broderen Roberts, og derefter til lillebroderen Edwards gravsted.

Det er utroligt og tankevækkende, at tre brødre på denne måde har været i stand til at gøre en forskel og blive en del af et lands identitet og historie, at de bliver begravet nærmest side om side på hvad der i realiteten er landets heltekirkegård.

 

 

Til venstre ser du Robert Kennedys gravsted med det meget enkle trækors og hvide sten. Til højre ser du til venstre i billedet Edward Kennedys grav og til højre i billedet kan du ane det hvide kors over Robert Kennedys grav. Længere til højre ser du en række buske. Bag dem er John Kennedys grav. Så de tre brødre er stort set begravet side om side.

Første gang jeg besøgte USA var omkring 1998. Der købte jeg bogen ‘Make Gentle The Life of This World’ af Maxwell Taylor Kennedy. Det er en af Robert Kennedys sønner, der har samlet citater, som faderen brugte i taler og nedskrev i dagbøger. Bogen giver et inspirerende billede af manden og hans tanker om verdenen og kan kun anbefales, hvis man ønsker et mere nuanceret billede af manden.

Pentagon mindes

I en nærmest svimlende hede ser jeg Pentagon for første gang. Det er en kolossal bygning, der rejser sig når man kommer op fra undergrundsstationen, der fører til forsvarsministeriets hoveddør. Jeg begynder at tage billeder med det samme, men en vagt kommer hurtigt hen til os og siger bestemt at det var forbudt, men vi gerne må tage billeder på den anden side af bygningen – ved The Pentagon Memorial.

Ét af de fly, der den 11. september 2001 blev kapret, blev styret ind i Pentagon-bygningen. 184 mennesker omkom, da American Airlines Flight 77 ramte bygningen.

Ser man efter på billedet kan man se, at en del af selve bygningen er en anelse lysere i stenene.

De spøjse skulpturer foran bygningen er 184 genstande, der ligner haleroret fra et fly. Én til minde for hver af de omkomne.

De “haleror” der peger ind mod bygningen symboliserer dem, der var ombord på flyet. Dem, der peger den anden vej symboliserer dem, der blev ramt af flyet inde i selve Pentagon.

Jeg oplevede selv 11. september 2001 “live” på CNN, ligesom millioner af andre europæere gjorde. Det var surrealistisk at se de voldsomme billeder. At se variationen i farve på bygningens sten, mindeparken og se nogle af navnene på de 184 skulpturer virkeliggør 11. september på en måde, der giver kuldegysninger i den varme efterårssol.

Bagefter tænker jeg på om også flykaprerne mon hører til de 184.

Pentagons missilreklamer

I begyndelsen af oktober var jeg godt en uge på studietur til USA med samfundsfagskollegerne fra mit gymnasium. Jeg tilbragte en weekend i Washington DC og en uge i New York. I løbet af det næste stykke tid vil jeg fortælle om indtryk og oplevelser.

En af de første overraskelser jeg fik var i undergrundstoget, the subway, der førte os fra den centrale by ud til Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, der ligger på den anden side af Potomac-floden.

Når man står af toget på Nørreport station er som regel mange reklamer for relativt forudsigelige produkter, som familieferier, elektroniske dimser, lækkert tøj, ugeblade, osv. Det er kommunikation til potientielle kunder.

Da vi stod af toget ved Pentagon og gik gennem gangene på vej op mod overfladen, så vi flere reklamer, der virkelig overraskede. Der var reklamer for våben- og særligt missilsystemer.

En spindoktor jeg mødte samme aften fortalte jeg om min oplevelse om formiddagen. Han sagde med et grin, at “Washington DC er en ‘politikerby’”. Det burde være logik. Det er basal markedsføring.

Alligevel ville jeg nok være overrasket, hvis der ved den kommende Christiansborg metro vil være reklamer for helikoptere, maskingeværer, eller lignende isenkram.

Men man kan jo blive overrasket…

Debat om forældres ligestilling efter skilsmisse fjerner fokus fra barnets tarv

Forældreansvarsloven formår ikke at beskytte børn i forbindelse med konfliktfyldte skilsmisser.

Det er forkert at bruge begrebet ligestilling i diskussionen om skilsmissebørnene. Ligestilling drejer debatten hen mod forældres rettigheder og væk fra fokus på hvad der er bedst for barnet.

Det er de centrale punkter i artiklen ’Børnenes trivsel har intet med ligestilling at gøre’, hvor psykolog og forfatter Helene Flendt bliver interviewet. Når forældre søger en udtalt grad af ligestilling, altså rettigheder, handler det om forældrenes ret, mere end hvad der egentlig vil være godt for barnet.

I artiklen repeterer Flendt, at et enigt Folketing vedtog loven, at Foreningen Far glædede sig og at Dansk Kvindesamfund var skeptiske overfor loven.

Der er ikke så meget nyt i artiklen. Det vigtigste er vel at notere, at der er endnu en stemme, der udtaler sin bekymring og skepsis over Forældreansvarsloven.

For mig var det nye i artiklen, at Red Barnet faktisk også har udtalt sig imod loven. Argumentet er, at man ikke, og slet ikke via lovgivning, kan tvinge forældre til at arbejde sammen.

Det burde jo være indlysende.

Det tragiske er, at Forældreansvarsloven åbner for et utal af konflikter mellem forældre. Mange af disse konflikter kan ultimativt kun afgøres i en retssal.

Det er særdeles krævende og opslidende for alle parter, som er involveret i disse retssager, forældre såvel som børn. Flere har måske stiftet familie igen, og de sammenbragte familier kan i høj grad også risikere at blive presset af disse tragiske sager.

Hvad skal der mon til, for at Folketinget lytter til kritikken af loven?

Børns trivsel har intet med ligestilling at gøre – link til Kristeligt Dagblads artikel om Forældreansvarsloven

Jeg har her linket til artiklen fra Kristeligt Dagblad om Forældreansvarsloven:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/338123:Familieliv–Boerns-trivsel-har-intet-med-ligestilling-at-goere

Den er interessant. Læs den selv og kommenter den gerne! Jeg kommer med en kommentar her om ikke så længe.

Kristeligt Dagblad skriver om Forældreansvarsloven

Jeg vil blot gøre opmærksom på at jeg i dag har læst at Kristeligt Dagblad i avisen i morgen lørdag åbenbart bringer en artikel om Forældreansvarsloven og emnet skilsmisse.

Finder jeg den, så linker jeg til den.