Artikel i Femina: ”Sådan går i fra at være kærester til at være familie”

Sammenbragte familier og virksomhedsfusioner
“Sådan går i fra at være kærester til at være familie”, er titlen på min seneste artikel, der i dag er kommet i Femina (nr. 53, s. 86-88, d. 29. december 2009). Artiklen handler faktisk om sammenbragte familier og virksomhedsfusioner. De to ting har mere til fælles end de fleste tror.

Mange af de praktiske udfordringer som virksomheder møder ved fusioner minder pudsigt nok om de udfordringer, som folk står overfor, når de skal lave en sammenbragt familie. Ved virksomhedsfusioner, bliver der tænkt og diskuteret meget hvad man vil, og hvordan det skal gøres før processen går i gang. Det glemmer man af og til i de sammenbragte familier.

Begynd samtalen
Min pointe med artiklen er, at en sammenbragt familie nogle gange kan være et andet ord for konflikt, og derfor er det afgørende, at du og din kæreste begynder en ”samtale” om hvad det er I ønsker af jeres liv – både når det kun handler om jer selv, men også når det handler om jeres liv sammen.

En måde at gøre dette på er ved at lade sig inspirere af virksomheders måde at sætte præcise ord på hvad det er gerne er man vil med fremtiden og ”familiefusionen” – både som individ, og som del af en sammenbragt familie.

Jo før man kommer i gang med denne samtale, desto bedre.

Forslag til tre samtaler
Hvordan gør man det så? Jeg kommer i artiklen med konkrete ideer tre samtaler:

1. Dig selv og dine drømme
2. Her er vi om 5-10 år
3. Tid til handling – hvor skal vi bo?

Ideen er, at i hver i sær fortæller hinanden om jeres drømme for fremtiden, hvor I ser jer selv om 5-10 år, og til slut om hvordan I gerne vil bo, når I skal bo sammen. Der er flere detaljer i artiklen, og om det lige skal være tre, eller treogtyve samtaler, er helt op til jer selv.

Mit håb med artiklen er, at den giver et overblik over nogle af de traditionelle udfordringer en sammenbragt familie kommer til at stå overfor, og at den kan inspirere læsere – og deres kærester! – til en god snak om hvordan de ønsker, at netop deres sammenbragte familie skal blive.

Du er meget velkommen til at kommentere artiklen her på bloggen og / eller hvis du selv har bud på hvad der skal til for at skabe de bedst mulige forhold for en sammenbragt familie.

Yes We Did – interessant bog om Obama-kampagnens brug af sociale medier

I oktober 2009 havde jeg i et par timer mulighed for at drive rundt i boghandlen Barnes & Nobles på 5th Avenue i New York. Dét var i sig selv en oplevelse. Jeg var bl.a. på jagt efter en bog, der kunne fortælle om det seneste inden for sociale medier i USA.

Der var et helt bord med mursten på adskillige hundrede sider om alt inden for emnet. Mursten på mange hundrede sider. Jeg er med årene blevet lidt skeptiske over disse monsterstørrelse bøger.  

Bogen ”Yes We Did – An inside look at how social media built the Obama Brand” af Radah Harfoush var til forskel fra de andre en lille, let størrelse på knapt 200 sider. Bogens forfatter, Rafah Harfoush, arbejdede i tre måneder i 2008 som frivillig i Barack Obamas kampagnehovedkvarters New Media afdeling. Bogen er bygget op af 14 kapitler med tre hovedemner:

• Diskussion af Obama-kampagnens brug af sociale medier, bl.a. blog, email, video, mobitelefoni, online ads, design og sociale netværk
• Personlige anekdoter fra kampagnen
• Diskussion af Barack Obama som kandidat og amerikansk præsidentvalgkamp generelt

Rafah Harfoush’s Social Media Lessons
Et af de mest praktiske aspekter ved bogen er, at Harfoush for stort set hvert kapitel afslutter med ”Social Media Lessons”. Her udleder hun 3-5 centrale erfaringer kampagnen gjorde sig inden for det emne, hun lige har diskuteret i kapitlet. Hver af disse erfaringer præsenterer hun med én overordnet sætning og 8-10 linjers uddybende forklaring. Det er inspirerende og anvendelige ideer, uanset om man arbejder professionelt med sociale medier, eller er man bare er nysgerrig.

Sociale medier som motivation og konkurrence
Det er oplysende at læse om hvordan Obama-kampagnene anvendte sociale medier. Kampagnens fokus med var, at ”use online tools to organize offline action”. De skabte intet mindre end et unikt socialt netværk for kampagnens deltagere, www.mybarackobama.com. Netværket skabte bl.a.

• Et sted for dialog og debat
• ”Følelse” af samhørighed for kampagnens frivillige
• Opmuntring til positiv konkurrence om at yde mest, inden for alt fra at stemmedørklokker til pengedonationer

Netværkets formål var ultimativt at være et redskab hvormed kampagnens folk kunne inspirere folk til at gå ud og stemme på Obama. Denne strategi lykkedes, som alle ved. Mange kampagner ville formodentlig være fristet af ideen om at lave et flot socialt netværk for at have en flot online-tilstedeværelse, men mangle, eller glemme det skarpe fokus på udbytte.

En yderligere måde hvorpå Obama-kampagnen var nytænkende, var synligheden af centrale aktører i kampagnen, og at kampagnens folk klart demonstrerede, at de tog ideen om netop dialogen i de sociale medier alvorligt.

Livet i Obama-kampagnen
Bogen er krydret med anekdoter fra livet som frivillig i Obamas kampagne.  Det er velskrevet og medrivende. Dog er Harfoush egentlig ikke voldsomt kritisk overfor nogen aspekter af Obama. Som læser er det i denne situation til at leve med, fordi målet med bogen er, at fortælle om hvordan sociale medier blev brugt i kampagnen. Det lever den absolut op til.

På www.peachpit.com kan du læse uddrag af bogens kapitel 4 ’Understanding the Past’.

På Rafah Harfoushs weblog kan du bl.a. læse mere om hende og læse udvalgte konference-oplæg, hvor hun taler om sociale medier.

Mere om kørekort i sociale medier – nu fra Systime

I november 2009 udgaven af Magasinet Systimes, er jeg blevet interviewet om Abelone Glahns og mine ideer om et kørekort i sociale medier.

Du kan læse artiklen på Magasinets Systimes hjemmeside. 

 

Anders Stubkjærs blog runder 25000 besøg

Kære læsere,

Forleden var jeg en tur omkring siden “bag” denne weblog, der holder grundigt styr på hvor mange, der besøger bloggen. Bloggen begyndte 1. januar 2008, og i oktober måned i år rundede antallet af besøg i alt 25.000.

Det er jeg både glad for og stolt af. Jeg er glad for at skrive, og det glæder mig virkelig at folk læser mine inputs. Så med andre ord:

Tusind tak, kære læsere! Kom snart igen! Og vigtigst af alt: Giv gerne dit besyv med til de ting, jeg skriver.

Mange hilsener fra
Anders

Kørekort i sociale medier

Et af de hotte emner i gymnasieverdenen er de sociale medier. Facebook, Twitter, weblogs, podcast, wikipedia, osv. De er populære hos eleverne, og flere lærere står med ønsket om at bruge de sociale medier i undervisningen. Men hvordan skal man gribe det an?

Abelone Glahn er journalist og ekspert i sociale medier og praksisfællesskaber. Hun har, blandt meget andet, skrevet bogen ‘Dit Virtuelle Håndtryk’, som var en af de ting, der gjorde mig interesseret i sociale medier og fik mig til at fordybe mig mere i emnet.

Sammen med Abelone har jeg i oktober 2009, dvs. netop nu,  skrevet en artikel i Gymnasieskolen (gymnasielærerforeningens blad), hvor vi siger, at gymnasielærere bør tage et kørekort i sociale medier.

Overvejer du som underviser nogensiden spørgsmål som f.eks. 

• hvor meget skal jeg vide, før jeg kan begynde at bruge sociale medier?
• hvordan kan sociale medier så inddrages i undervisningen?

Så prøv at læse vores artikel, der hedder ‘Gymnasielærere bør tage kørekort i sociale medier – ellers kan de ikke lære at anvende de sociale medier kritisk’. Der uddyber vi hvordan et kørekort kunne skrues sammen.

Onsdag d. 4. november 2009 holder vi sammen oplæg om emnet på Uddannelsesforum i Odense.

Jacob A Riis Neighbourhood Settlement – besøg

Fra Washington gik vores rejse, som jeg har skrevet om andetsteds, også videre til New York. Jeg havde set frem til at besøge Jacob A. Riis Neighbourhood Settlement House. Jeg faldt ved et tilfælde over bogen ‘Den Ideelle Amerikaner’ af Tom Buk-Swienty, der handlede om Jacob A. Riis’ liv og levned og blev optaget af hans historie.

Riis var fra Ribe og udvandrede til USA omkring 1870. Hans arbejde bl.a. som dokumentarfotograf i de fattigste dele af New York blev ganske enkelt banebrydende. Han arbejdede intenst for at forbedre de sociale forhold for byens fattigste, og det er det arbejde, der bliver videreført af Settlement House.

Han udgav en bog med sine billeder, der hed “How the Other Half Lives”, netop om den fattige befolkning.

Bogen inspirerede mig til at skrive en af de sange, der kommer på mit første album, som udkommer til januar 2010.

Centret tilbyder bl.a. undervisning til børn efter skole, spisning og sociale aktiviteter for ældre, sport og uddannelse af ældre inden for sundhed. Vi mødtes med direktøren, der understregede at målet for centret var at lære folk at klare sig. Det fremgik, at en vigtig del var at holde unge væk fra gaden.

Det Hvide Hus og whitehouse.gov

Det er ikke verdenshistorie, eller nogen vild nyhed, men for mig var det et særligt øjeblik at se den amerikanske præsidents bolig, det Hvide Hus, eller the White House, som det hedder officielt. Huset har været hjem for USAs præsidenter siden 1800, hvor John Adams flyttede ind.

En god del af min uddannelse er i internationale relationer / internationale politik. Da jeg besøgte stedet tænkte jeg på hvor mange gange i løbet af de sidste 15 år, eller mere, jeg mon havde læst en sætning, hvor ordene The White House har indgået. Sikkert ikke få.

Endnu vigtigere tænkte jeg på hvor mange beslutninger amerikanske præsidenter har taget gennem årene og hvilken betydning de har haft for Europa og for resten af verdenen.

Hjemmesiden for det Hvide Hus er den amerikanske præsidents officielle hjemmeside. Du finder den på http://www.whitehouse.gov

Det er en omfangsrig, men overskuelig hjemmeside, hvor du kan finde oplysninger om alt fra husets historie til de seneste politiske initiativer. Mange af informationerne er naturligvis serveret på en måde, der sætter præsidenten i et godt lys, men der er også utrolige mængder af officielle udtalelser, videoer, lovgivning.

Der er også en blog, The White House Blog, hvor relativt højstående rådgivere og enkelte ambassadører skriver om forskellige aspekter af USAs nuværende politik og / eller politikområder.

I det hele taget er det en hjemmeside, der er god at blive klog af.

Kennedy – historien om tre brødre

Arlington National Cemetary, eller Arlington nationale kirkegård, er måske en af de mest kendte kirkegårde i USA. Det er den føderale stats kirkegård, hvor præsidenter, generaler, astonauter, højsteretsdommere, opdagelsesrejsende, krigsofre og mange andre er begravet her.

En af de vigtigste grunde til jeg har set frem til at besøge Arlington er for at besøge Kennedy-brødrenes grave. Det er mænd, der har været med til at præge USA i mere end 40 år, på deres forskellige måder.

Da Edward Kennedy døde i august 2009 skrev en dansk avis, såvidt jeg husker, at John Kennedy betagede USA, Robert Kennedy inspirerede USA og Edward Kennedy forandrede USA.

Alle har hørt om John Kennedy, JFK, men i kølvandet på Edward Kennedys død stod det mere og mere klart, at hans reelle indflydelse på USA har været enorm. Den korte forklaring er, at han i mere end 30 år har været en del af de centrale love, der er blevet vedtaget i USA.

Her er billedet, som de fleste kender af John Kennedys grav. Går man nogle få meter mod venstre kommer man til broderen Roberts, og derefter til lillebroderen Edwards gravsted.

Det er utroligt og tankevækkende, at tre brødre på denne måde har været i stand til at gøre en forskel og blive en del af et lands identitet og historie, at de bliver begravet nærmest side om side på hvad der i realiteten er landets heltekirkegård.

 

 

Til venstre ser du Robert Kennedys gravsted med det meget enkle trækors og hvide sten. Til højre ser du til venstre i billedet Edward Kennedys grav og til højre i billedet kan du ane det hvide kors over Robert Kennedys grav. Længere til højre ser du en række buske. Bag dem er John Kennedys grav. Så de tre brødre er stort set begravet side om side.

Første gang jeg besøgte USA var omkring 1998. Der købte jeg bogen ‘Make Gentle The Life of This World’ af Maxwell Taylor Kennedy. Det er en af Robert Kennedys sønner, der har samlet citater, som faderen brugte i taler og nedskrev i dagbøger. Bogen giver et inspirerende billede af manden og hans tanker om verdenen og kan kun anbefales, hvis man ønsker et mere nuanceret billede af manden.

Pentagon mindes

I en nærmest svimlende hede ser jeg Pentagon for første gang. Det er en kolossal bygning, der rejser sig når man kommer op fra undergrundsstationen, der fører til forsvarsministeriets hoveddør. Jeg begynder at tage billeder med det samme, men en vagt kommer hurtigt hen til os og siger bestemt at det var forbudt, men vi gerne må tage billeder på den anden side af bygningen – ved The Pentagon Memorial.

Ét af de fly, der den 11. september 2001 blev kapret, blev styret ind i Pentagon-bygningen. 184 mennesker omkom, da American Airlines Flight 77 ramte bygningen.

Ser man efter på billedet kan man se, at en del af selve bygningen er en anelse lysere i stenene.

De spøjse skulpturer foran bygningen er 184 genstande, der ligner haleroret fra et fly. Én til minde for hver af de omkomne.

De “haleror” der peger ind mod bygningen symboliserer dem, der var ombord på flyet. Dem, der peger den anden vej symboliserer dem, der blev ramt af flyet inde i selve Pentagon.

Jeg oplevede selv 11. september 2001 “live” på CNN, ligesom millioner af andre europæere gjorde. Det var surrealistisk at se de voldsomme billeder. At se variationen i farve på bygningens sten, mindeparken og se nogle af navnene på de 184 skulpturer virkeliggør 11. september på en måde, der giver kuldegysninger i den varme efterårssol.

Bagefter tænker jeg på om også flykaprerne mon hører til de 184.

Pentagons missilreklamer

I begyndelsen af oktober var jeg godt en uge på studietur til USA med samfundsfagskollegerne fra mit gymnasium. Jeg tilbragte en weekend i Washington DC og en uge i New York. I løbet af det næste stykke tid vil jeg fortælle om indtryk og oplevelser.

En af de første overraskelser jeg fik var i undergrundstoget, the subway, der førte os fra den centrale by ud til Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, der ligger på den anden side af Potomac-floden.

Når man står af toget på Nørreport station er som regel mange reklamer for relativt forudsigelige produkter, som familieferier, elektroniske dimser, lækkert tøj, ugeblade, osv. Det er kommunikation til potientielle kunder.

Da vi stod af toget ved Pentagon og gik gennem gangene på vej op mod overfladen, så vi flere reklamer, der virkelig overraskede. Der var reklamer for våben- og særligt missilsystemer.

En spindoktor jeg mødte samme aften fortalte jeg om min oplevelse om formiddagen. Han sagde med et grin, at “Washington DC er en ‘politikerby’”. Det burde være logik. Det er basal markedsføring.

Alligevel ville jeg nok være overrasket, hvis der ved den kommende Christiansborg metro vil være reklamer for helikoptere, maskingeværer, eller lignende isenkram.

Men man kan jo blive overrasket…