Anders Stubkjærs weblog

Samfundsforhold og stedfamilier

Danskernes mangel på viden om og respekt for religion dræber potentiel debat

Skrevet af stubkjaer på januar 25, 2009

Information har i denne weekend nogle virkelig interessante artikler om danskernes forhold til religion, og forholdet mellem politik og religion: ‘Danskerne er ræligjøse analfabeter’ og ‘Vi er ikke rustet til åndskamp’, weekend 24.-25. januar 2009.

Her er et par af hovedbudskaberne:

  • Danskerne ved forsvindende lidt om religion, både kristendom og islam.
  • Danskerne er yderst fordomsfulde og har et meget negativt billede af religion.
  • Danskerne har meget lidt respekt for religion, de er ude af stand til at forstå religiøse konflikter ude i verdenen og ligeledes forstå andres religiøsitet.

Debat om forholdet mellem politik og religion
Globalt set er der en kolossal spænding mellem politik og religion. Den virkelighed vil i stadig større grad præge Danmark og det danske samfund. Hvis danskerne ikke ved noget om religion, hverken deres egen, eller andres, så vil spørgsmål om religion være en endnu sværere udfordring at håndtere.

I Information kritiserer Iben Tranholm statsminister Anders Fogh Rasmussen for at lukke for en debat om forholdet mellem religion og politik ved blot at sige, at religion tilhører ‘privatsfæren’.

Selvfølgelig skal staten ikke bestemme hvad vi tror, eller hvordan vi gør det. Men så vidt jeg forstår Iben Tranholm, så efterlyser hun en debat om “balancen” mellem religion og politik, og vel simpelt hen en større grad af åbenhed over for at diskutere religion og politik. Hun stiller et interessant spørgsmål:

Kan religiøse værdier omsættes til universel politik, “som er med til at opbygge et retfærdigt samfund for troende og ikke-troende”?

Er ‘tørklædeloven’ bevis for at danskerne er fordomsfulde og mangler respekt for religion?
Budskaberne om danskernes forhold til religion står i øvrigt ekstra klart når man på samme side (6) læser artiklen ‘Tørklædelov splitter partier på tværs’.

Den såkaldte ‘tørklædelov’, der blev førstebehandlet i Folketinget i fredags, d. 23. januar betyder, at hvis loven bliver vedtaget må ‘juridiske dommere’ ikke bære religiøse, eller politiske symboler, fordi det kan så tvivl om deres neutralitet.

Nogle af de skarpeste kritikere kommer fra DJØF, Advokatsamfundet og ikke mindst Institut for Menneskerettigheder, der bl.a. mener at loven er diskriminerende overfor muslimske kvinder og unødvendig.

Er det netop blandingen af uvidenhed og manglen på respekt, som regeringen, eller rettere regeringens støtteparti spiller på, baggrund for dette nye lovforslag?

Er uddannelse i religion løsningen?
Hvordan kan danskere få mere viden om religion – kristendom, såvel som andre religioner?

Religion er ikke et stort fag i gymnasieskolen, og formodentlig stort set totalt ikke eksisterende på de fleste andre ungdomsuddannelser. Konfirmationsforberedelsen kommer en del unge igennem. Jeg ved ikke hvad resultatet er, men min fornemmelse er, at det vidensmæssige udbytte måske ikke er enormt.  

Skal der andre politikere til med en bedre forståelse af religion? Skal journalistuddannelsen forbedres? Mange ved at det ofte er højtråbende “religiøse minoriteter”, der som regel bliver brugt i medierne, hvilket giver upræcise billeder.

Eller er der andre løsninger? Hvad mener du?


2 kommentarer til “Danskernes mangel på viden om og respekt for religion dræber potentiel debat”

  1. Der mangler en fundamental forståelse af religion. Det oplever jeg både fra politikere og min omgangskreds.
    Der bør være langs større fokus på religion i folkeskolen og i de gymnasiale uddannelser, for at opnå en forståelse af de mange religionskonflikter og vores kulturarv som danskere/europærer.
    Man kan ikke holde religion ude af politik, fordi ens samfundssyn og etik er præget af religionen og det kan jeg bevidne som kristen, såvel som det påvirker ens syn ved at man er ateist eller agnostiker.

  2. stubkjaer sagde

    Hej Lennart,

    Tak for din kommentar. Helt enig.

    Mvh
    Anders

Læg en kommentar

XHTML: Du kan bruge disse tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>