Er paven virkelig livsfarlig?

Jeg har et synspunkt i Jyske Vestkyst i dag, d. 31. marts 2009. Det kommer her, inklusiv den del, der blev fjernet af redaktionen.

“Er paven virkelig livsfarlig?
Chefredaktør Peter Orry sætter nye standarder for lavt debatniveau og udviser en tankevækkende mangel på viden om den katolske kirke i lederen ‘Paven er livsfarlig’ (21/3/09).

For det første er PO upræcis i sin citering af paven. Et katolsk podcasting-site, www.katpod.dk, gennemgår d. 19/3/09 pavens ‘kondom-kommentarer’. Pavens hovedpointer er, at liv er dyrebart, at der er behov for en mere grundlæggende forandring af indstillingen til seksualitet i Afrika, og at AIDS-epidemien ikke kan afværges ved uddeling af kondomer.  

For det andet er det noget vrøvl når PO påstår at paven anklager organisationer, der arbejder med at bekæmpe AIDS. Et hurtigt kig på www.caritas.org viser, hvordan også den katolske kirkes globale nødhjælpsorganisation, Caritas, arbejder mod HIV-AIDS.

For det tredje lyder det ifølge PO nærmest som om paven har ansvaret for AIDS-epidemien, hvilket er absurd. Antallet af inficerede med HIV-AIDS stiger globalt, også i Afrika, på trods af uddeling af kondomer. Teorien om, at den katolske kirkes holdninger har negativ indflydelse på AIDS-bekæmpelsen holder næppe. Statistik for de ni sydligste afrikanske lande tyder, alt andet lige, på, at lande med flest katolikker faktisk har lavest antal HIV-ramte”.

Denne del blev skåret væk af redaktionen:
For det fjerde betegner PO centrale begivenheder i den katolske kirke som ‘glamour, som bedrager’, fremkommer med flere særdeles uvenlige kommentarer om paven, og mener at den katolske kirke “burde prædike godhed og kærlighed blandt mennesker”. Disse kommentarer er både nedladende og usaglige.

I øvrigt har paven ikke udtalt sig direkte i den nylige og tragiske sag om abort i Brasilien.

Pavevalg og demokrati

Hvordan bliver en pave valgt, og er valget demokratisk? En fredag eftermiddag havnede jeg i en diskussion, hvor nogle af spørgsmålene cirkulerede i selskabet. Der var lige så mange svar, som der var spørgsmål. Det kan være svært at finde ud af præcist hvordan paven, overhovedet for den Romersk Katolske Kirke, bliver valgt, men her kommer en kort forklaring.

Fra præst til kardinal
En pave er valgt på livstid og i dag forventer de fleste, at han sidder tiden ud. Det er blandt kardinalerne, at den nye pave bliver valgt. Kardinalerne er kirkens øverste ledere. Når du ser dem i bl.a. fjernsynet kan du kende dem ved deres røde dragt. Der er ingen kardinal i Danmark og de skandinaviske lande, fordi antallet af katolikker er relativt lille. I f.eks. Tyskland er der adskillige kardinaler.

Billedet er af Keith Michael Patrick O’Brien, der er kardinal af Skotland.

Konklave
Selve valget af den nye pave foregår i det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Kardinalerne er lukket frivilligt inde. Det betyder helt bogstaveligt, at dørene låses, det ikke er muligt at bruge normale kommunikationsmidler, som f.eks. telefon, internet, osv.  Pointen er, at kardinalerne skal være afsondret og kun koncentrere sig om valget af den nye pave uden påvirkning udefra. Der bliver også gjort store anstrengelser for at sikre, at ingen kan aflytte stedet.

To-tredjedels flertal
Indtil valget af Johannes Paul II i 1978 var der krav om to tredjedels flertal for at opnå valg. Dette blev af Johannes Paul II lavet om til at camerlengoen (som er den kardinal, der står for den praktiske del af valget, en slags ceremonimester) beslutter, at der nu er muligt at blive valgt med 50 % af stemmerne +1 stemme.

The Tablet skriver, at Johannes Paul II’s efterfølger som pave, Benedict XVI, efter valget i 2005 omgjorde Johannes Paul II’s ide om 50 % + 1. Benedict genindførte kravet om to-tredjedels flertal, men tilføede et nyt element: Hvis valget efter 13 dage (cirka 34 afstemninger) ikke er afgjort skal de to topkandidater stille op mod hinanden – og kravet er stadig 2/3 flertal.

Demokrati, eller ej
Man kan vel konkludere, at selve valget af en ny pave i sig selv er demokratisk i betragtning af det kræver to-tredjedels flertal at opnå valg. Paven vælges, stort set altid, blandt en fra kardinalernes rækker og kardinalerne er udnævnt – ikke valgt, af paven. Man kan dog diskutere hvor dybt demokratiet stikker, når vælgerne således ikke er demokratisk valgt.

Flere informationer
‘Electing a Pope’ by Paul McLachlan
‘Sådan vælger kardinalerne en ny pave’ af Andreas Rude

Danskernes mangel på viden om og respekt for religion dræber potentiel debat

Information har i denne weekend nogle virkelig interessante artikler om danskernes forhold til religion, og forholdet mellem politik og religion: ‘Danskerne er ræligjøse analfabeter’ og ‘Vi er ikke rustet til åndskamp’, weekend 24.-25. januar 2009.

Her er et par af hovedbudskaberne:

• Danskerne ved forsvindende lidt om religion, både kristendom og islam.
• Danskerne er yderst fordomsfulde og har et meget negativt billede af religion.
• Danskerne har meget lidt respekt for religion, de er ude af stand til at forstå religiøse konflikter ude i verdenen og ligeledes forstå andres religiøsitet.

Debat om forholdet mellem politik og religion
Globalt set er der en kolossal spænding mellem politik og religion. Den virkelighed vil i stadig større grad præge Danmark og det danske samfund. Hvis danskerne ikke ved noget om religion, hverken deres egen, eller andres, så vil spørgsmål om religion være en endnu sværere udfordring at håndtere.

I Information kritiserer Iben Tranholm statsminister Anders Fogh Rasmussen for at lukke for en debat om forholdet mellem religion og politik ved blot at sige, at religion tilhører ‘privatsfæren’.

Selvfølgelig skal staten ikke bestemme hvad vi tror, eller hvordan vi gør det. Men så vidt jeg forstår Iben Tranholm, så efterlyser hun en debat om “balancen” mellem religion og politik, og vel simpelt hen en større grad af åbenhed over for at diskutere religion og politik. Hun stiller et interessant spørgsmål:

Kan religiøse værdier omsættes til universel politik, “som er med til at opbygge et retfærdigt samfund for troende og ikke-troende”?

Er ‘tørklædeloven’ bevis for at danskerne er fordomsfulde og mangler respekt for religion?
Budskaberne om danskernes forhold til religion står i øvrigt ekstra klart når man på samme side (6) læser artiklen ‘Tørklædelov splitter partier på tværs’.

Den såkaldte ‘tørklædelov’, der blev førstebehandlet i Folketinget i fredags, d. 23. januar betyder, at hvis loven bliver vedtaget må ‘juridiske dommere’ ikke bære religiøse, eller politiske symboler, fordi det kan så tvivl om deres neutralitet.

Nogle af de skarpeste kritikere kommer fra DJØF, Advokatsamfundet og ikke mindst Institut for Menneskerettigheder, der bl.a. mener at loven er diskriminerende overfor muslimske kvinder og unødvendig.

Er det netop blandingen af uvidenhed og manglen på respekt, som regeringen, eller rettere regeringens støtteparti spiller på, baggrund for dette nye lovforslag?

Er uddannelse i religion løsningen?
Hvordan kan danskere få mere viden om religion – kristendom, såvel som andre religioner?

Religion er ikke et stort fag i gymnasieskolen, og formodentlig stort set totalt ikke eksisterende på de fleste andre ungdomsuddannelser. Konfirmationsforberedelsen kommer en del unge igennem. Jeg ved ikke hvad resultatet er, men min fornemmelse er, at det vidensmæssige udbytte måske ikke er enormt.  

Skal der andre politikere til med en bedre forståelse af religion? Skal journalistuddannelsen forbedres? Mange ved at det ofte er højtråbende “religiøse minoriteter”, der som regel bliver brugt i medierne, hvilket giver upræcise billeder.

Eller er der andre løsninger? Hvad mener du?