Riis var fra Ribe og udvandrede til USA omkring 1870. Hans arbejde bl.a. som dokumentarfotograf i de fattigste dele af New York blev ganske enkelt banebrydende. Han arbejdede intenst for at forbedre de sociale forhold for byens fattigste, og det er det arbejde, der bliver videreført af Settlement House.
Han udgav en bog med sine billeder, der hed “How the Other Half Lives”, netop om den fattige befolkning.
Bogen inspirerede mig til at skrive en af de sange, der kommer på mit første album, som udkommer til januar 2010.
Centret tilbyder bl.a. undervisning til børn efter skole, spisning og sociale aktiviteter for ældre, sport og uddannelse af ældre inden for sundhed. Vi mødtes med direktøren, der understregede at målet for centret var at lære folk at klare sig. Det fremgik, at en vigtig del var at holde unge væk fra gaden.
Det er ikke verdenshistorie, eller nogen vild nyhed, men for mig var det et særligt øjeblik at se den amerikanske præsidents bolig, det Hvide Hus, eller the White House, som det hedder officielt. Huset har været hjem for USAs præsidenter siden 1800, hvor John Adams flyttede ind.
En god del af min uddannelse er i internationale relationer / internationale politik. Da jeg besøgte stedet tænkte jeg på hvor mange gange i løbet af de sidste 15 år, eller mere, jeg mon havde læst en sætning, hvor ordene The White House har indgået. Sikkert ikke få.
Endnu vigtigere tænkte jeg på hvor mange beslutninger amerikanske præsidenter har taget gennem årene og hvilken betydning de har haft for Europa og for resten af verdenen.
Hjemmesiden for det Hvide Hus er den amerikanske præsidents officielle hjemmeside. Du finder den på http://www.whitehouse.gov
Det er en omfangsrig, men overskuelig hjemmeside, hvor du kan finde oplysninger om alt fra husets historie til de seneste politiske initiativer. Mange af informationerne er naturligvis serveret på en måde, der sætter præsidenten i et godt lys, men der er også utrolige mængder af officielle udtalelser, videoer, lovgivning.
Der er også en blog, The White House Blog, hvor relativt højstående rådgivere og enkelte ambassadører skriver om forskellige aspekter af USAs nuværende politik og / eller politikområder.
I det hele taget er det en hjemmeside, der er god at blive klog af.
Arlington National Cemetary, eller Arlington nationale kirkegård, er måske en af de mest kendte kirkegårde i USA. Det er den føderale stats kirkegård, hvor præsidenter, generaler, astonauter, højsteretsdommere, opdagelsesrejsende, krigsofre og mange andre er begravet her.
En af de vigtigste grunde til jeg har set frem til at besøge Arlington er for at besøge Kennedy-brødrenes grave. Det er mænd, der har været med til at præge USA i mere end 40 år, på deres forskellige måder.
Da Edward Kennedy døde i august 2009 skrev en dansk avis, såvidt jeg husker, at John Kennedy betagede USA, Robert Kennedy inspirerede USA og Edward Kennedy forandrede USA.
Alle har hørt om John Kennedy, JFK, men i kølvandet på Edward Kennedys død stod det mere og mere klart, at hans reelle indflydelse på USA har været enorm. Den korte forklaring er, at han i mere end 30 år har været en del af de centrale love, der er blevet vedtaget i USA.
Her er billedet, som de fleste kender af John Kennedys grav. Går man nogle få meter mod venstre kommer man til broderen Roberts, og derefter til lillebroderen Edwards gravsted.
Det er utroligt og tankevækkende, at tre brødre på denne måde har været i stand til at gøre en forskel og blive en del af et lands identitet og historie, at de bliver begravet nærmest side om side på hvad der i realiteten er landets heltekirkegård.
Til venstre ser du Robert Kennedys gravsted med det meget enkle trækors og hvide sten. Til højre ser du til venstre i billedet Edward Kennedys grav og til højre i billedet kan du ane det hvide kors over Robert Kennedys grav. Længere til højre ser du en række buske. Bag dem er John Kennedys grav. Så de tre brødre er stort set begravet side om side.
Første gang jeg besøgte USA var omkring 1998. Der købte jeg bogen ‘Make Gentle The Life of This World’ af Maxwell Taylor Kennedy. Det er en af Robert Kennedys sønner, der har samlet citater, som faderen brugte i taler og nedskrev i dagbøger. Bogen giver et inspirerende billede af manden og hans tanker om verdenen og kan kun anbefales, hvis man ønsker et mere nuanceret billede af manden.
I en nærmest svimlende hede ser jeg Pentagon for første gang. Det er en kolossal bygning, der rejser sig når man kommer op fra undergrundsstationen, der fører til forsvarsministeriets hoveddør. Jeg begynder at tage billeder med det samme, men en vagt kommer hurtigt hen til os og siger bestemt at det var forbudt, men vi gerne må tage billeder på den anden side af bygningen – ved The Pentagon Memorial.
Ét af de fly, der den 11. september 2001 blev kapret, blev styret ind i Pentagon-bygningen. 184 mennesker omkom, da American Airlines Flight 77 ramte bygningen.
Ser man efter på billedet kan man se, at en del af selve bygningen er en anelse lysere i stenene.
De spøjse skulpturer foran bygningen er 184 genstande, der ligner haleroret fra et fly. Én til minde for hver af de omkomne.
De “haleror” der peger ind mod bygningen symboliserer dem, der var ombord på flyet. Dem, der peger den anden vej symboliserer dem, der blev ramt af flyet inde i selve Pentagon.
Jeg oplevede selv 11. september 2001 “live” på CNN, ligesom millioner af andre europæere gjorde. Det var surrealistisk at se de voldsomme billeder. At se variationen i farve på bygningens sten, mindeparken og se nogle af navnene på de 184 skulpturer virkeliggør 11. september på en måde, der giver kuldegysninger i den varme efterårssol.
Bagefter tænker jeg på om også flykaprerne mon hører til de 184.
I begyndelsen af oktober var jeg godt en uge på studietur til USA med samfundsfagskollegerne fra mit gymnasium. Jeg tilbragte en weekend i Washington DC og en uge i New York. I løbet af det næste stykke tid vil jeg fortælle om indtryk og oplevelser.
En af de første overraskelser jeg fik var i undergrundstoget, the subway, der førte os fra den centrale by ud til Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, der ligger på den anden side af Potomac-floden.
Når man står af toget på Nørreport station er som regel mange reklamer for relativt forudsigelige produkter, som familieferier, elektroniske dimser, lækkert tøj, ugeblade, osv. Det er kommunikation til potientielle kunder.
Da vi stod af toget ved Pentagon og gik gennem gangene på vej op mod overfladen, så vi flere reklamer, der virkelig overraskede. Der var reklamer for våben- og særligt missilsystemer.
En spindoktor jeg mødte samme aften fortalte jeg om min oplevelse om formiddagen. Han sagde med et grin, at “Washington DC er en ‘politikerby’”. Det burde være logik. Det er basal markedsføring.
Alligevel ville jeg nok være overrasket, hvis der ved den kommende Christiansborg metro vil være reklamer for helikoptere, maskingeværer, eller lignende isenkram.
USA vil fortsætte i sin rolle som global leder, men vil ikke længere stå alene. Lande som Kina og Indien vil i løbet af de næste år, specielt gennem deres økonomiske udvikling, skaffe sig så meget magt, at de vil blive endnu mere centrale aktører, som USA ikke længere kan koste rundt med, men er nød til i langt højere grad at samarbejde med.
The rise of the rest Bogen handler ikke om USA’s forfald, men er mere en diskussion af hvordan lande som bl.a. Indien, Kina og Brasilien nu bliver så magtfulde aktører i international politik, at USA bliver nød til i langt højere grad at se dem som samarbejdspartnere. Og hvordan kan dette så gøres.
Det, der gjorde indtryk på mig da jeg læste bogen var Zakarias diskussion og sammenligning af hhv. Kina og Indien. Kina er dette kolossale land, der undergår en nærmest total forandring og eksplosiv vækst. En af grundene til, at Kina i dag skabe vækst er bl.a. at landet kan iværksætte enorme byggeprojekter med en utrolig hurtighed og effektivitet. Forklaringen er, landet ikke er demokratisk og tynget af langsommelige beslutningsprocesser. Centralmagten kan tage beslutninger og gennemføre dem. Dog er faren i Kina, at det politiske centrum har langt fra den samme kontrol med regionerne som tidligere, og de store samfundsomvæltninger kan skabe uro, fordi fordelingen af den nye velfærd er ujævn.
I Indien er problemet, at den centrale regering bliver svagere og svagere, hvorimod de regionale ledelser bliver mere magtfulde. Selv om Indien har et ‘political and institutional framework’, der fungerer, så gør magtforskydningen det mere vanskeligt, at beslutte og gennemføre nationale projekter, fordi der er et større beslutningsapparat, der skal konsulteres og overbevises.
Zakaria stiller i lyset af dette spørgsmålstegn ved om Indien vil nå så vidt som Kina. På trods af dette mener Zakaria, der selv er født indisk, at det indiske samfund er mere velfungerende og velkonsolideret, end det kinesiske og risikoen for social uro ikke er tilnærmelsesvis så høj som i Kina. Udenrigspolitisk vil Indien næppe være interesseret at søge en rolle, som en lakaj for USA, ej heller søge en mere udtalt regional magtposition, der satser på at gennemtvinge indiske værdier.
I forhold til USA udtrykker Zakaria bekymring over måden hvorpå politik bliver formuleret. Der er en udtalt mangel på brede politiske koalitioner og det skaber en stilstand i udviklingen. Det handler mere om at pleje snævre politiske interesser, end at skabe seriøse politiske resultater og det skaber stilstand.
Nye ideer til en ny verden På baggrund af en lang analyse konkluderer Zakarias bl.a., at der skal en ny approach til måden hvorpå verden bliver ledet. Han mener, at det afgørende for USA er, at landet holder fast i dets idealer og at de universale værdier bliver de værdier USA konsekvens søger at vise til omverdenen. Han opstiller seks grundlæggende ideer:
1. Choose
USA skal vælge og klart definere hvilken holdning og prioriteringer landet har til f.eks. Rusland, Iran og Kina – og så holde fast i dem.
2. Build broad rules, not narrow interests
Hvis USA definerer værdier, det vil støtte, så være konsekvent og undlad konstant at lave undtagelser, som f.eks. ved at slå ned på Saddam Hussein, men se gennem fingre med Saudi Arabien fordi det var en “special case”.
3. Be Bismarck, not Britain
Bismarcks mål var, ifølge Zakaria, at Tyskland skulle have bedre relationer til alle centrale lande i Europa, bedre end de havde med hinanden. På samme måde gælder det for USA om at opbygge så gode relationer som muligt med så mange lande som muligt.
4. Order à la carte
Der er ikke én international organisation, der kan klare alle verdens problemer. Derfor er det nødvendigt med en grad af pragmatisme og nedtoning af forventninger. FN kan klare nogle situationer, OAS kan klare andre, osv. Med bl.a. klimaproblemer, uoverensstemmelser inden for international handel, vira i omløb, osv., mener Zakaria, at ’solving such problems and providing global public goods requires a moderator, organizer, or leader’ – og det skal så være USA (s. 244)
5. Think asymmetrically Som et led i at forbedre relationerne til Afrika har USA oprettet AFRICOM, der er en ny militærkommando for kontinentet. Zakaria pointerer, at i kampen mod terror har politikerne overset, at USA’s civilsamfund på lang sigt formodentlig har potentiale til at udrette mere end militæret. Brug det og tænk alternativt.
6. Legitimacy is power
Med en klar finte til Bush-regeringen er Zakarias argument, at ved at skabe forståelse for og accept af USA’s holdninger globalt set vil USA som en naturlig konsekvens få mere magt.
Fareed Zakaria er bekymret over i hvor høj grad Bush-regeringen har fokuseret på frygt for bl.a. ‘terrorists and rogue nations, Mulisms and Mexicans, foreign companies and free trade, immigrations and internaitonal organizations’ (s. 251). Han afslutter med at reflektere over den amerikanske drøm og udtrykker et håb om at USA igen skal fokusere på den åbenhed over for alle, der ligger til grund for denne drøm.
Zakaria laver Barack Obamas arbejdsseddel
Det er en interessant og velskrevet bog, der giver en god introduktion til de problematikker USA står overfor i dag. Lidt ironisk kan man nærmest sige, at bogen skitserer alle de problemer, der formodentlig står på præsident Barack Obamas arbejdsseddel i dag. Det er tydeligt, at Zakaria nærer en stor kærlighed overfor USA. Det er reelt nok, men måske også en forklaring på, at hans afsluttende diskussion af den amerikanske drøm bliver en anelse sukkersød og overfladisk. Selv om der er mange positive aspekter i de værdier, der ligger til grund for det amerikanske samfund, så er det svært at komme uden om, at USA ikke desto mindre har mange dybtgående sociale udfordringer. Selv om bogen indeholder mange interessante pointer, så er der rigtig mange ord og mange detaljer, hvor man tænker, at en effektiv redaktør kunne have skåret 10 % af bogens længde og fået en endnu bedre bog.
Se interview med Fareed Zakaria fra BBC, hvor han diskuterer bogen:
En kollega var så venlig at fortælle mig om dette link fra You Tube, der på ‘plain English’ forklarer hvordan det amerikanske præsidentvalg fungerer. Se selv:
Præsidentvalget nærmer sig. Barack Obama ser p.t. ud til at vinde, men intet er afgjort. Flere analytikere påpeger, at alle også troede Al Gore ville vinde.
Det interessante er hvor mange valgmandsstemmer, som de respektive kandidater får. Mekanikken omkring valgmandskollegiet kan være lidt kompliceret at gennemskue. Jeg har skrevet en kort introduktion til det andetsteds på bloggen.
I dag faldt jeg over denne hjemmeside om valgmandskollegiet. Den er meget informativ og sober, og indeholder bl.a. et interaktivt kort og mange letlæselige forklaringer på hvordan valgprocessen fungerer. Det ser ud til at det er the US National Archieves, der står for siden.
Hvor meget tid kommer han til at bruge på at bortforklare den kommentar? Hvad kommer det til at betyde for hans kampagne? Var det et uskyldigt kiks, eller kunne man høre andre mere ubehagelige undertoner? Er det en ligegyldig detalje, der bliver pisket op af medierne, eller en central begivenhed?
New York Times political blog skriver, at John McCain plejede at forklare hvordan bl.a. Obama stemte for en lov, der handlede om energi og som ville gavne store olieselskabers (i forvejen) store indtjening. John McCain stemte i mod. Brugen af netop ‘that one’ var kikset, men uden nogen videre betydning. Så her er et medie, der tager lige præcis denne bemærkning relativt afslappet.
Faldt over Daniel Kurtzman’s Political Blog, der indeholder underholdende materiale om diverse bommerter, som de respektive præsidentkandidater har leveret på det seneste.
Ser man på de mere seriøse medier har the Economist har i skrivende stund ikke gidet kommentere kommentaren, hvilket jo også er et signal.
Han udgav en bog med sine billeder, der hed “How the Other Half Lives”, netop om den fattige befolkning.
En god del af min uddannelse er i internationale relationer / internationale politik. Da jeg besøgte stedet tænkte jeg på hvor mange gange i løbet af de sidste 15 år, eller mere, jeg mon havde læst en sætning, hvor ordene The White House har indgået. Sikkert ikke få.
Der er også en blog, The White House Blog, hvor relativt højstående rådgivere og enkelte ambassadører skriver om forskellige aspekter af USAs nuværende politik og / eller politikområder.
En af de vigtigste grunde til jeg har set frem til at besøge Arlington er for at besøge Kennedy-brødrenes grave. Det er mænd, der har været med til at præge USA i mere end 40 år, på deres forskellige måder.
Ét af de fly, der den 11. september 2001 blev kapret, blev styret ind i Pentagon-bygningen. 184 mennesker omkom, da American Airlines Flight 77 ramte bygningen.
En af de første overraskelser jeg fik var i undergrundstoget, the subway, der førte os fra den centrale by ud til Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, der ligger på den anden side af Potomac-floden.
Det, der gjorde indtryk på mig da jeg læste bogen var Zakarias diskussion og sammenligning af hhv. Kina og Indien. Kina er dette kolossale land, der undergår en nærmest total forandring og eksplosiv vækst. En af grundene til, at Kina i dag skabe vækst er bl.a. at landet kan iværksætte enorme byggeprojekter med en utrolig hurtighed og effektivitet. Forklaringen er, landet ikke er demokratisk og tynget af langsommelige beslutningsprocesser. Centralmagten kan tage beslutninger og gennemføre dem. Dog er faren i Kina, at det politiske centrum har langt fra den samme kontrol med regionerne som tidligere, og de store samfundsomvæltninger kan skabe uro, fordi fordelingen af den nye velfærd er ujævn.