Det Hvide Hus og whitehouse.gov

Det er ikke verdenshistorie, eller nogen vild nyhed, men for mig var det et særligt øjeblik at se den amerikanske præsidents bolig, det Hvide Hus, eller the White House, som det hedder officielt. Huset har været hjem for USAs præsidenter siden 1800, hvor John Adams flyttede ind.

En god del af min uddannelse er i internationale relationer / internationale politik. Da jeg besøgte stedet tænkte jeg på hvor mange gange i løbet af de sidste 15 år, eller mere, jeg mon havde læst en sætning, hvor ordene The White House har indgået. Sikkert ikke få.

Endnu vigtigere tænkte jeg på hvor mange beslutninger amerikanske præsidenter har taget gennem årene og hvilken betydning de har haft for Europa og for resten af verdenen.

Hjemmesiden for det Hvide Hus er den amerikanske præsidents officielle hjemmeside. Du finder den på http://www.whitehouse.gov

Det er en omfangsrig, men overskuelig hjemmeside, hvor du kan finde oplysninger om alt fra husets historie til de seneste politiske initiativer. Mange af informationerne er naturligvis serveret på en måde, der sætter præsidenten i et godt lys, men der er også utrolige mængder af officielle udtalelser, videoer, lovgivning.

Der er også en blog, The White House Blog, hvor relativt højstående rådgivere og enkelte ambassadører skriver om forskellige aspekter af USAs nuværende politik og / eller politikområder.

I det hele taget er det en hjemmeside, der er god at blive klog af.

Barack Obama får ny hjemmeside

Barack Hussein Obama, USA’s kommende præsident, har fået en ny hjemmeside. 

Change.gov er hjemmesiden for USA’s “president-elect”, hvilket betyder den person, der har vundet præsidentvalget og skal indsættes til januar 2009.

På siden er der links til Obamas første pressekonference, politikker, informationer om hvad der skal ske indtil januar og meget mere.

Hjemmeside om det amerikanske valgmandskollegium

Præsidentvalget nærmer sig. Barack Obama ser p.t. ud til at vinde, men intet er afgjort. Flere analytikere påpeger, at alle også troede Al Gore ville vinde.

Det interessante er hvor mange valgmandsstemmer, som de respektive kandidater får. Mekanikken omkring valgmandskollegiet kan være lidt kompliceret at gennemskue. Jeg har skrevet en kort introduktion til det andetsteds på bloggen.

I dag faldt jeg over denne hjemmeside om valgmandskollegiet. Den er meget informativ og sober, og indeholder bl.a. et interaktivt kort og mange letlæselige forklaringer på hvordan valgprocessen fungerer. Det ser ud til at det er the US National Archieves, der står for siden.

That one / den der – John McCain om Barack Obama

Er det ved at lakke mod enden for John McCains præsidentkampagne?

I den seneste præsidentdebat fra Nashville omtaler John McCain Barack Obama som ‘den der’, eller ‘that one’ på engelsk. At referere til et andet menneske, sågar en person man er i samme rum med, virker umiddelbart både arrogant og nedladende.

Hvor meget tid kommer han til at bruge på at bortforklare den kommentar? Hvad kommer det til at betyde for hans kampagne? Var det et uskyldigt kiks, eller kunne man høre andre mere ubehagelige undertoner? Er det en ligegyldig detalje, der bliver pisket op af medierne, eller en central begivenhed?

New York Times political blog skriver, at John McCain plejede at forklare hvordan bl.a. Obama stemte for en lov, der handlede om energi og som ville gavne store olieselskabers (i forvejen) store indtjening. John McCain stemte i mod. Brugen af netop ‘that one’ var kikset, men uden nogen videre betydning. Så her er et medie, der tager lige præcis denne bemærkning relativt afslappet.

Et kreativt menneske sælger allerede t-shirts med ‘that one’ – se selv!

Faldt over Daniel Kurtzman’s Political Blog, der indeholder underholdende materiale om diverse bommerter, som de respektive præsidentkandidater har leveret på det seneste.

Ser man på de mere seriøse medier har the Economist har i skrivende stund ikke gidet kommentere kommentaren, hvilket jo også er et signal.

Hvad synes du?

Præsidentkandidaterne om økonomiske krise

Jeg arbejder i øjeblikket på et indlæg her til bloggen, der forklarer hvad den økonomiske krise handler om og hvilken retning udviklingen går. For at diskutere dette, er det nødvendigt også at undersøge hvad de amerikanske præsidentkandidater mener.

I den sammenhæng fandt jeg denne side på BBC, hvor der er klip fra den første ‘presidential debate’ mellem John McCain og Barack Obama. I klippet her taler de om hvad de mener, der skal gøres for at forbedre den økonomiske situation. Se selv med.

Der er også links til andre dele af debatten.

Partikonvent hos Demokraterne: Sammenhold og sødsuppe

Demokraterne er til partikonvent i Denver i disse dage. Der er tre mål med partikonventet.

Barack Obama udråbes til præsidentkandidat
Obama har vundet primærvalget og det primære formål med partikonventet er at gøre ham til partiets officielle præsidentkandidat. Obama har valgt senator Joe Biden som sin vicepræsidentkandidat. Når Obama bliver præsidentkandidat, så vil Joe Biden automatisk blive vicepræsidentkandidat.

Partiet skal forenes og mobiliseres
Et andet mål med partikonventet er at forene og mobilisere partiets medlemmer og græsrødder før den endelige kamp om det Hvide Hus de næste fire år. Den sidste del af kampen om posten som præsidentkandidat har stået mellem Hillary Clinton og Barack Obama, der vandt.

Nogle af Hillarys støtter er bitre over at hun ikke kom videre, og ønsker måske ikke at støtte Barack Obama. Derfor var Hillary Clintons tale mødt med spænding. Hun signalerede en utvetydig støtte til Obama. Flere havde været bekymrede for hvad hun ville sige, men det ville have været ødelæggende for Demokraterne – og Hillary Clintons egen politiske fremtid – hvis hun ikke havde udtrykt sin støtte til Obama. Det var hun sikkert udmærket klar over.

Omverdenen skal se at Demokraterne står sammen
Et tredje formål er, at Demokraterne viser omverdenen, og specielt Republikanerne, at de står sammen mod John McCain og at ingen kan slå en kile ind i Demokraternes interne forhold. Her kom bl.a. Barack Obamas kone, Michelle, ind i billedet. Hun holdt ligeledes en tale, der viste at hun var en god kone, en god mor og havde formatet til at være præsidentfrue. Michelle Obama formåede, ifølge the Economist, at vise imødekommenhed over for Hillarys tilhængere og slå fast at hendes liv er et sandt eksempel på den amerikanske drøm.

Kennedy går igen
Navnet Kennedy har en speciel betydning for USA, og særligt for Demokraterne. Caroline Kennedy er eneste overlevende fra den tidligere præsident John F. Kennedys nærmeste familie. Hun deltager på konventet og præsenterede bl.a. sin onkel Edward (Ted) Kennedy, der holdt tale.

Det er ikke irrelevant at Ted Kennedy viser sig. Han er den sidste af de tre gamle Kennedy’er. Hans klare budskab er, at Barack Obama er den leder, der kan løfte arven efter John F. Kennedy. På den ene side vil hans utvetydige støtte til Obama givetvis vække begejstring hos en del af den ældre befolkning. På den anden side kan man spørge sig selv om Ted Kennedy og myten om Kennedy efterhånden hører en svunden tid til.

Partikonventet spiller på følelser, dels partimedlemmernes, og dels amerikanernes.  Kennedy er alvorligt syg på grund af en svulst i hjernen og de færreste forventede han ville dukke op. Han spillede i den grad på følelserne – både fortidens og nutidens. I morgen holder Barack Obama sin tale.  Det bliver interessant at se om hans tale er med til at styrke hans position i forhold til John McCain, eller om kapløbet mellem de to bliver ved med at være så relativt jævnbyrdigt.

Primærvalg i USA: Obama bliver demokratisk præsidentkandidat

Omsider kom der afklaring på Demokraternes primærvalg. Den 3. juni konstaterer Barack Obama, at sejren er hjemme. D. 7. juni kastede Hillary Clinton håndklædet i ringen og accepterede nødtvunget, at hun ikke bliver præsidentkandidat.

Hvad siger tallene?
The Economist skriver, at efter 56 primærvalg og caucuses så har Barack Obama vundet i alt 1767 delegerede og 415 superdelegerede. Det bliver i alt 2181 delegerede. Hillary Clinton har til sammenligning 1640 og derudover 282 superdelegerede, hvilket til sammen giver 1922 delegerede. For at vinde det Demokratiske Partis nominering, skal kandidaten have mindst 2118 delegerede. Ifølge The Economist, er der i alt 823 superdelegerede og ud af disse er der stadig 130, der ikke har tilkendegivet hvem de vil stemme på.

Hvad var nu lige forskel på en delegeret og en superdelegeret?
Når de demokratiske præsidentkandidater har fået X antal af primærvalgsstemmerne i en stat, så udløser det et antal delegerede, der kan stemme på dem til partiets konvent til sommer. Så en delegeret er en slags repræsentant, eller udsending for vælgere i en stat, der har stemt på f.eks. Barack Obama. En superdelegeret er en af partiets topfolk, der kan stemme som de lyster og ikke skal stå til direkte regnskab for hvordan de vælger at stemme på en kandidat.

Er den så hjemme for Barack Obama, eller kan Hillary få et comeback?
Alt tyder på, at Barack Obama vinder nomineringen til præsidentkandidat. Hvis han laver en, eller anden form for kapitalbrøler mellem nu og konventet til august, så kan det være at de superdelegerede trækker deres støtte til ham. Vælger de så at stemme på Hillary Clinton, så betyder det, at hun kan nå over den magiske grænse på 2218 delegerede.

Hvis det sker, vil de superdelegerede i realiteten omgøre resultatet af primærvalget og den beslutning som de amerikanske vælgere har taget. Det vil, så vidt jeg kan se, give Hillary Clinton et relativt tvivlsomt mandat at gå videre med.

Hvad sker der så nu i USA?
Barack Obamas fokus skifter nu fra Hillary Clinton til John McCain. Det står klart, at begge mænd vil blive deres respektive partiers kandidater, så nu gælder det for begge om at få deres budskaber præsenteret for amerikanerne. De vil begge blive udråbt som de respektive partiers officielle kandidater til sommer, og så har de indtil november og selve præsidentvalget.

En af de ting, der bliver diskuteret er hvem de to vælger som deres vicepræsidenter. Mit indtryk er, at det først bliver officielt på konventet, umiddelbart efter at nomineringen er i hus, men allerede nu bliver det diskuteret livligt i bl.a. de amerikanske medier. Man støder ofte på den relativt enkle opfattelse, at Barack Obama skal have en ældre, hvid og hvidhåret herre, der kan signalere noget i retning af ‘drengen er dygtig, men bare rolig, far er her’. McCain er nød til at alliere sig med en yngre i betragtning af hans modne alder.

Det mest interessante bliver at se hvilken politisk vision for USA, som de vil fremlægge. Hvor meget har den interne kamp, specielt hos Demokraterne påvirket de politiske standpunkter? Bliver der forskel på kandidaternes retorik når de står over for hinanden? Vi får at se.

Tom Hanks støtter Barack Obama på Myspace

Skuespiller Tom Hanks har netop lavet en video, hvor han giver sin støtte til Barack Obama. Den er velformuleret og reflekterende – og det ser ud til at han selv har lavet den.

Den ligger på hans myspace-profil. Besøg profilen!

I øvrigt er der lidt stille på bloggen. Jeg er ved at færdiggøre min pædagogikum-uddannelse. Det er en uddannelse du skal tage som gymnasielærer for at blive fastansat på et gymnasium. Jeg er færdig med uddannelsen i slutningen af maj – og derefter vil der ske lidt mere igen.

 

 

Superdelegerede udfordrer Demokraternes demokrati

USA’s Demokratiske Parti med Hillary Clinton og Barack Obama i spidsen finder formodentlig først ud af hvem der skal nomineres til præsidentkandidat til partikonventet til august. Der er en risiko for at det ikke bliver folkets stemme, men derimod de superdelegeredes stemme, der kommer til at afgøre valget.

 

For at blive et partis præsidentkandidat skal kandidaten indsamle tilstrækkeligt med delegerede. Det gør de ved at vinde valg i de amerikanske delstater. Når de vinder et valg udløser det et antal delegerede. Det er den proces, der er i gang nu i USA.

 

Disse delegerede (stemmer) bliver talt sammen til partikonventet. Men det er ikke nok for at vinde. For a få tilstrækkelig stemmer skal kandidaten også sikre sig at partiet super-delegerede stemmer på sig.

 

Hvad er så en superdelegeret? En superdelegeret er fremstående medlemmer af Demokraterne, f.eks. partiledere, eks-præsidenter, guvernører. Hvor mange er der så af dem? På Demokraternes hjemmeside kan man se hvordan tallet ligger omkring 795.

 

Efter en lang primærvalgkamp, hvor folket har haft mulighed for at stemme på den kandidat som de ønsker at se som præsidentkandidat, ser det ud til at de superdelegerede i realiteten kan lægge de afgørende stemmer til partikonventet og i realiteten omstøde folkets ’dom’.

 

Konkret kan det betyde, at Barack Obama vinder flest primærvalg – altså de valg, hvor borgere over hele USA stemmer på enten ham, eller Hillary Clinton. Problemet er, hvis han ikke får et klart flertal af delegerede, så sidder de superdelegerede med de afgørende stemmer.

 

Disse stemmer kan de bruge på enten at sige: ’Obama har flest stemmer nu, vi lægger vores oven i hatten og respektere folkets beslutning’. Alternativet er, at de siger: ’Obama har ganske vist flest delegerede på nuværende tidspunkt, men vi mener at Hillary har bedre chance for at vinde over McCain, end Obama har, så vi støtter hende i stedet’.

 

Det sidste scenarium bliver nævnt som en mulighed i dag. Demokraterne har selv besluttet sig for proceduren, så det er vel i bund og grund demokratisk. Hvordan vil det se ud hvis den person, der bliver nomineret som det Demokratiske Partis præsidentkandidat, og som måske bliver USA’s præsident, ikke fik sin nominering af folket, men dybest set af partibosserne?

Forskelle på Det Demokratiske og Det Republikanske Parti i USA

Primærvalget i USA involverer flere kandidater. Medierne siger ofte at John McCain er Republikaner, og at Barack Obama og Hillary Clinton er Demokrater. Men hvad er historien bag partierne og hvad står de for?

 

Republikanerne

Det Republikanske Parti blev oprettet i 1854. Kendte præsidenter inkluderer Abraham Lincoln og Ronald Reagan. Republikanerne er konservative, der bl.a. står for en begrænsning af regeringens rolle i samfundet, fri markedsøkonomi, nedsættelse af skat, straf i højere grad end forebyggelse, forbud mod homoseksuelle ægteskaber, nej til abort, fokus på national sikkerhed.

 

Demokraterne

Det Demokratiske Parti er stiftet af Thomas Jefferson i 1792. Kendte præsidenter inkluderer John F. Kennedy og Bill Clinton. På dansk omtaler man ofte Demokraterne som liberale. Det snyder lidt, fordi det er ikke klassisk liberalisme man tænker på, men nærmere socialliberalisme. Partiet arbejder bl.a. for velfærd for de svageste og dermed en grad af omfordeling af ressourcerne, sygesikring for alle, internationalt samarbejde, borgerrettigheder, miljø og våbenkontrol.

 

Partisymboler

Republikanernes partisymbol er en elefant og omtales som G.O.P. Faktisk betød det ’Gallant Old Party’, men i dag omtales partiet som’Grand Old Party’. Historien er, at i 1870 afbilleder Thomas Nast i Harper’s Weekly Demokraterne som et æsel. Symbolet vandt indpas. I 1874 bliver Republikanerne tegnet som en elefant.

 

Hvad står kandidaterne for?

På deres hjemmeside sammenligner New York Times hvad bl.a. Hillary Clinton, Barack Obama og John McCain står for med hensyn til f.eks. abort, health care og økonomi, der viser og diskuterer kandidaternes forskellige holdninger til forskellige emner.

 

Hvor kan jeg læse mere?

Republikanerne om deres partihistorie

Det Republikanske Partis hjemmeside

Demokraterne om deres partihistorie 

Demokraternes hjemmeside

On the Issue – forskellige oplysninger om USA’s politiske system og præsidentvalg