Demokraterne er til partikonvent i Denver i disse dage. Der er tre mål med partikonventet.
Barack Obama udråbes til præsidentkandidat Obama har vundet primærvalget og det primære formål med partikonventet er at gøre ham til partiets officielle præsidentkandidat. Obama har valgt senator Joe Biden som sin vicepræsidentkandidat. Når Obama bliver præsidentkandidat, så vil Joe Biden automatisk blive vicepræsidentkandidat.
Partiet skal forenes og mobiliseres Et andet mål med partikonventet er at forene og mobilisere partiets medlemmer og græsrødder før den endelige kamp om det Hvide Hus de næste fire år. Den sidste del af kampen om posten som præsidentkandidat har stået mellem Hillary Clinton og Barack Obama, der vandt.
Nogle af Hillarys støtter er bitre over at hun ikke kom videre, og ønsker måske ikke at støtte Barack Obama. Derfor var Hillary Clintons tale mødt med spænding. Hun signalerede en utvetydig støtte til Obama. Flere havde været bekymrede for hvad hun ville sige, men det ville have været ødelæggende for Demokraterne – og Hillary Clintons egen politiske fremtid – hvis hun ikke havde udtrykt sin støtte til Obama. Det var hun sikkert udmærket klar over.
Omverdenen skal se at Demokraterne står sammen Et tredje formål er, at Demokraterne viser omverdenen, og specielt Republikanerne, at de står sammen mod John McCain og at ingen kan slå en kile ind i Demokraternes interne forhold. Her kom bl.a. Barack Obamas kone, Michelle, ind i billedet. Hun holdt ligeledes en tale, der viste at hun var en god kone, en god mor og havde formatet til at være præsidentfrue. Michelle Obama formåede, ifølge the Economist, at vise imødekommenhed over for Hillarys tilhængere og slå fast at hendes liv er et sandt eksempel på den amerikanske drøm.
Kennedy går igen Navnet Kennedy har en speciel betydning for USA, og særligt for Demokraterne. Caroline Kennedy er eneste overlevende fra den tidligere præsident John F. Kennedys nærmeste familie. Hun deltager på konventet og præsenterede bl.a. sin onkel Edward (Ted) Kennedy, der holdt tale.
Det er ikke irrelevant at Ted Kennedy viser sig. Han er den sidste af de tre gamle Kennedy’er. Hans klare budskab er, at Barack Obama er den leder, der kan løfte arven efter John F. Kennedy. På den ene side vil hans utvetydige støtte til Obama givetvis vække begejstring hos en del af den ældre befolkning. På den anden side kan man spørge sig selv om Ted Kennedy og myten om Kennedy efterhånden hører en svunden tid til.
Partikonventet spiller på følelser, dels partimedlemmernes, og dels amerikanernes. Kennedy er alvorligt syg på grund af en svulst i hjernen og de færreste forventede han ville dukke op. Han spillede i den grad på følelserne – både fortidens og nutidens. I morgen holder Barack Obama sin tale. Det bliver interessant at se om hans tale er med til at styrke hans position i forhold til John McCain, eller om kapløbet mellem de to bliver ved med at være så relativt jævnbyrdigt.
Omsider kom der afklaring på Demokraternes primærvalg. Den 3. juni konstaterer Barack Obama, at sejren er hjemme. D. 7. juni kastede Hillary Clinton håndklædet i ringen og accepterede nødtvunget, at hun ikke bliver præsidentkandidat.
Hvad siger tallene? The Economist skriver, at efter 56 primærvalg og caucuses så har Barack Obama vundet i alt 1767 delegerede og 415 superdelegerede. Det bliver i alt 2181 delegerede. Hillary Clinton har til sammenligning 1640 og derudover 282 superdelegerede, hvilket til sammen giver 1922 delegerede. For at vinde det Demokratiske Partis nominering, skal kandidaten have mindst 2118 delegerede. Ifølge The Economist, er der i alt 823 superdelegerede og ud af disse er der stadig 130, der ikke har tilkendegivet hvem de vil stemme på.
Hvad var nu lige forskel på en delegeret og en superdelegeret? Når de demokratiske præsidentkandidater har fået X antal af primærvalgsstemmerne i en stat, så udløser det et antal delegerede, der kan stemme på dem til partiets konvent til sommer. Så en delegeret er en slags repræsentant, eller udsending for vælgere i en stat, der har stemt på f.eks. Barack Obama. En superdelegeret er en af partiets topfolk, der kan stemme som de lyster og ikke skal stå til direkte regnskab for hvordan de vælger at stemme på en kandidat.
Er den så hjemme for Barack Obama, eller kan Hillary få et comeback? Alt tyder på, at Barack Obama vinder nomineringen til præsidentkandidat. Hvis han laver en, eller anden form for kapitalbrøler mellem nu og konventet til august, så kan det være at de superdelegerede trækker deres støtte til ham. Vælger de så at stemme på Hillary Clinton, så betyder det, at hun kan nå over den magiske grænse på 2218 delegerede.
Hvis det sker, vil de superdelegerede i realiteten omgøre resultatet af primærvalget og den beslutning som de amerikanske vælgere har taget. Det vil, så vidt jeg kan se, give Hillary Clinton et relativt tvivlsomt mandat at gå videre med.
Hvad sker der så nu i USA? Barack Obamas fokus skifter nu fra Hillary Clinton til John McCain. Det står klart, at begge mænd vil blive deres respektive partiers kandidater, så nu gælder det for begge om at få deres budskaber præsenteret for amerikanerne. De vil begge blive udråbt som de respektive partiers officielle kandidater til sommer, og så har de indtil november og selve præsidentvalget.
En af de ting, der bliver diskuteret er hvem de to vælger som deres vicepræsidenter. Mit indtryk er, at det først bliver officielt på konventet, umiddelbart efter at nomineringen er i hus, men allerede nu bliver det diskuteret livligt i bl.a. de amerikanske medier. Man støder ofte på den relativt enkle opfattelse, at Barack Obama skal have en ældre, hvid og hvidhåret herre, der kan signalere noget i retning af ‘drengen er dygtig, men bare rolig, far er her’. McCain er nød til at alliere sig med en yngre i betragtning af hans modne alder.
Det mest interessante bliver at se hvilken politisk vision for USA, som de vil fremlægge. Hvor meget har den interne kamp, specielt hos Demokraterne påvirket de politiske standpunkter? Bliver der forskel på kandidaternes retorik når de står over for hinanden? Vi får at se.
USA’s Demokratiske Parti med Hillary Clinton og Barack Obama i spidsen finder formodentlig først ud af hvem der skal nomineres til præsidentkandidat til partikonventet til august. Der er en risiko for at det ikke bliver folkets stemme, men derimod de superdelegeredes stemme, der kommer til at afgøre valget.
For at blive et partis præsidentkandidat skal kandidaten indsamle tilstrækkeligt med delegerede. Det gør de ved at vinde valg i de amerikanske delstater. Når de vinder et valg udløser det et antal delegerede. Det er den proces, der er i gang nu i USA.
Disse delegerede (stemmer) bliver talt sammen til partikonventet. Men det er ikke nok for at vinde. For a få tilstrækkelig stemmer skal kandidaten også sikre sig at partiet super-delegerede stemmer på sig.
Hvad er så en superdelegeret? En superdelegeret er fremstående medlemmer af Demokraterne, f.eks. partiledere, eks-præsidenter, guvernører. Hvor mange er der så af dem? På Demokraternes hjemmeside kan man se hvordan tallet ligger omkring 795.
Efter en lang primærvalgkamp, hvor folket har haft mulighed for at stemme på den kandidat som de ønsker at se som præsidentkandidat, ser det ud til at de superdelegerede i realiteten kan lægge de afgørende stemmer til partikonventet og i realiteten omstøde folkets ’dom’.
Konkret kan det betyde, at Barack Obama vinder flest primærvalg – altså de valg, hvor borgere over hele USA stemmer på enten ham, eller Hillary Clinton. Problemet er, hvis han ikke får et klart flertal af delegerede, så sidder de superdelegerede med de afgørende stemmer.
Disse stemmer kan de bruge på enten at sige: ’Obama har flest stemmer nu, vi lægger vores oven i hatten og respektere folkets beslutning’. Alternativet er, at de siger: ’Obama har ganske vist flest delegerede på nuværende tidspunkt, men vi mener at Hillary har bedre chance for at vinde over McCain, end Obama har, så vi støtter hende i stedet’.
Det sidste scenarium bliver nævnt som en mulighed i dag. Demokraterne har selv besluttet sig for proceduren, så det er vel i bund og grund demokratisk. Hvordan vil det se ud hvis den person, der bliver nomineret som det Demokratiske Partis præsidentkandidat, og som måske bliver USA’s præsident, ikke fik sin nominering af folket, men dybest set af partibosserne?
Primærvalget i USA involverer flere kandidater. Medierne siger ofte at John McCain er Republikaner, og at Barack Obama og Hillary Clinton er Demokrater. Men hvad er historien bag partierne og hvad står de for?
Republikanerne
Det Republikanske Parti blev oprettet i 1854. Kendte præsidenter inkluderer Abraham Lincoln og Ronald Reagan. Republikanerne er konservative, der bl.a. står for en begrænsning af regeringens rolle i samfundet, fri markedsøkonomi, nedsættelse af skat, straf i højere grad end forebyggelse, forbud mod homoseksuelle ægteskaber, nej til abort, fokus på national sikkerhed.
Demokraterne
Det Demokratiske Parti er stiftet af Thomas Jefferson i 1792. Kendte præsidenter inkluderer John F. Kennedy og Bill Clinton. På dansk omtaler man ofte Demokraterne som liberale. Det snyder lidt, fordi det er ikke klassisk liberalisme man tænker på, men nærmere socialliberalisme. Partiet arbejder bl.a. for velfærd for de svageste og dermed en grad af omfordeling af ressourcerne, sygesikring for alle, internationalt samarbejde, borgerrettigheder, miljø og våbenkontrol.
Partisymboler
Republikanernes partisymbol er en elefant og omtales som G.O.P. Faktisk betød det ’Gallant Old Party’, men i dag omtales partiet som’Grand Old Party’. Historien er, at i 1870 afbilleder Thomas Nast i Harper’s Weekly Demokraterne som et æsel. Symbolet vandt indpas. I 1874 bliver Republikanerne tegnet som en elefant.
Hvad står kandidaterne for?
På deres hjemmeside sammenligner New York Times hvad bl.a. Hillary Clinton, Barack Obama og John McCain står for med hensyn til f.eks. abort, health care og økonomi, der viser og diskuterer kandidaternes forskellige holdninger til forskellige emner.
Hvilken af de demokratiske kandidater vil Europa have mest gavn af bliver valgt til amerikansk præsident? Det demokratiske parti er splittet i to dele og det truer med at svække demokraternes position i primærvalget og senere præsidentvalget.
Hillary Clinton og arbejderklassen Hillary Clinton repræsenterer den hvide arbejderklasse, særligt kvinder, samt ældre. Dette vælgersegments primære fokus er at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk. Kodeordene er frygt for job der forsvinder og fagforeninger. The Economist kalder denne gruppe the ’beer-track’ Democrats.
Barack Obama og de veluddannede Barack Obamas vælgergruppe er veluddannede, unge og farvede amerikanere. Deres ønske er i høj grad at den næste præsident skal forbedre USA’s omdømme i verdenen, specielt efter Bush årene, og udfordre amerikanerne til at genopdage den ’amerikanske drøm’. The Economist kalder denne gruppe the ’wine-track’ Democrats.
Hvor stor en rolle vil de to kandidaters forskelligheder spille i forhold til relationerne til Europa efter valget, hvis én af dem kommer til fadet? Umiddelbart er Barack Obamas vælgergruppe tættere på Europas værdier, end Hillary Clintons.
Alligevel er det svært at gennemskue præcist hvad der vil ske. Det må det undre de fleste at se både Obama og Clinton tage mest muligt afstand til NAFTA og det faktum, at det er uddannelse og nytænkning, der formodentlig vil gavne USA mest. Begge vil ud af Irak i løbet af et år, eller to.
Jo længere den interne kamp hos demokraterne varer, desto mere tid får John McCain til at positionere sig og styrke sin position som kandidat.
I det amerikanske primærvalg handler bl.a. om at de forskellige kandidater skal vinde et antal delegerede. Derudover taler man ind i mellem om ’superdelegerede’. Og hvad betyder det?
Jeg har selv været lidt i tvivl, men har lige fundet en forklaring på dr.dk. Du skal scrolle helt ned til bunden af artiklen, hvor der kommer en ekstra boks med informationerne:
Er du underviser i engelsk? Har du brug for undervisningsmateriale om det amerikanske præsidentvalg og primærvalg, så link på nedenstående link og få det hele foræret!
Jeg har udarbejdet forløbet sammen med min kollega Mette Bollerup Doyle, også fra Sønderborg Statsskole.
Hillary Clinton: Sidste udkald? Alt tyder på at vi inden for de næste to uger vil se en afklaring på hvem, der kan samle tilstrækkelige med delegerede til at blive demokratisk præsidentkandidat. Og det ser p.t. ikke ud til at blive Hillary Clinton.
Taber ti valg i træk Hillary har nu tabt ti valg i træk og med mindre hun vinder primærvalgene i Texas, Ohio, der finder sted d. 4. marts 2008, eventuelt Pennsylvania d. 22. april 2008, så er der stort set ingen chance for at få sejren i hus.
Clinton er desperat Flere taler om at Hillarys kampagne har været dårligt ledet. Hendes chefstrateg, Mark Penn, er bl.a. forfatter til bogen ’Microtrends’. The Economist skriver med vanlig ironi, at hvad Obama i modsætning til Hillary har forstået, så handler valget om makrotrends, altså at fokuserer på ét budskab for hele landet, i stedet for den segmentering, som Hillary står for.
I dag mener flere, at Hillary Clinton kun appellerer til kvinder over 60 år og dele af den hvide arbejderklasse, der tjener under $100.000 om året. Det er ikke nok til at vinde et valg.
Negativ kampagne Hvis du vil vinde en kampagne, så svin modstanderen til. Det virker. Karl Rove perfektionerede strategien i 2004 overfor John Kerry. I disse dage viser mange aviser et billede af Obama i somalisk tøj og rejser spørgsmålet om han er muslim.
Flere indikerer at Clinton kampagnen har en finger med i spillet, og der bliver spekuleret på om det er Hillarys sidste forsøg på at underminere ham. Hvis anklagerne passer, signalerer det at hun står svagt, og det kan ødelægge hendes rygte på lang sigt, og ironisk nok de sidste chancer for at vinde nomineringen.
Hvem støtter Obama? Obamas budskab om forandringer og håb når ud til flere og flere. Han gør et stadigt større indhug i de befolkningsgrupper, som alle troede ville stemme på Hillary. Obama begyndte med at appellere til sorte, velhavende liberale, og unge, men i dag finder vi hans støtter blandt både rige og fattige, liberale og moderate demokrater, uddannede, såvel som ikke-uddannede.
John McCain vinder republikanernes nominering Det synes i dag næsten helt sikkert at John McCain vinder republikanernes nominering. Hans primære udfordrer Mike Huckabee kontrollerer kun en brøkdel af de nominerede, men vælger alligevel at fortsætte. Måske er det en for at give folk ideen om et valg at Huckabee ikke har trukket sig endnu, og måske er hans deltagelse i realiteten et forsøg på at positionere sig som vicepræsidentkandidat for McCain, noget han dog næppe kommer langt med.
McCain kritiserer Obama John McCain langer i dag langt højere grad ud efter Obama. Det kan tolkes som et direkte signal om, at McCain ser Obama som hans kommende modstander i selve præsidentvalget. Det er desuden et slag i ansigtet på Hillarys ambitioner. Standardkritikken af Obama er i øvrigt, at han er en blændende taler, som virkelig forstår at bevæge masserne, men at han som politiker er relativt doven og har en overskuelig interesse for detaljerne.
Ralph Nader stiller op igen
Den 73-årige forbrugeraktivist og jurist meddeler d. 24. februar 2008, at han stiller op som kandidat til posten som USA’s præsident. Det er femte gang Nader prøver lykken som præsidentkandidat.
Nader er kendt og respekteret for hans arbejde gennem fyrre år som advokat for den amerikanske forbruger. Han har bl.a. bidraget til beslutningen om at indføre sikkerhedsseler i amerikanske biler og at bilvinduer bliver lavet af glas, der har svært ved at splintres.
Hvad står præsidentkandidat Ralph Nader for? Det er lidt svært at gennemskue præcist hvad Nader står for som præsidentkandidat. Han opstiller tolv overskrifter, du kan læse om på http://www.votenader.org/issues/. For eksempel skal USA’s militærbudget skal beskæres og USA’s Mellemøstpolitik skal laves om. Det virker relativt upræcist og ved første øjekast en smule useriøst.
Han er tilsyneladende ekstremt kritisk overfor store dele af erhvervslivet, specielt store firmaer, og mener kort fortalt, at begge de store politiske partier, Demokrater og Republikanere, styrer USA uden hensyntagen til det amerikanske folks egentlige interesser.
Kan Nader vinde? Umiddelbart har Ralph Nader ingen chance for at vinde præsidentvalget. Alt tyder på, at han vil mangle penge til at finansiere en national kampagne. Det er svært at finde præcise oplysninger om det på nettet, men meget tyder på at han ikke har en tilstrækkelig stor organisation bag sig til at føre valgkamp.
Kan Nader spolere festen for andre?
Spørgsmålet er om Ralph Naders kandidatur kan påvirke situationen for andre kandidater. Naders miljøpolitik og kritik af the establishment vil muligvis tiltrække nogle vælgere, specielt på den politiske venstrefløj, men også andre steder fra. Ifølge CNN vil Nader gå efter de samme ’swing voters’ som Barack Obama og dermed true hans position.
Kritikere af Ralph Nader, som der findes en del af hos Demokraterne, mener, at det var Naders skyld at Al Gore tabte valget mod George W. Bush i 2000. Nader fik på landsplan knap 2% af stemmerne i 2004. LA Times pointerer, at Nader, da han stillede op som uafhængig i 2004, fik 465.650 stemmer ud af 122 millioner. Han stiller også op som uafhængig i dag.
