Demokraterne er til partikonvent i Denver i disse dage. Der er tre mål med partikonventet.

Barack Obama udråbes til præsidentkandidat
Obama har vundet primærvalget og det primære formål med partikonventet er at gøre ham til partiets officielle præsidentkandidat. Obama har valgt senator Joe Biden som sin vicepræsidentkandidat. Når Obama bliver præsidentkandidat, så vil Joe Biden automatisk blive vicepræsidentkandidat.

Partiet skal forenes og mobiliseres
Et andet mål med partikonventet er at forene og mobilisere partiets medlemmer og græsrødder før den endelige kamp om det Hvide Hus de næste fire år. Den sidste del af kampen om posten som præsidentkandidat har stået mellem Hillary Clinton og Barack Obama, der vandt.

Nogle af Hillarys støtter er bitre over at hun ikke kom videre, og ønsker måske ikke at støtte Barack Obama. Derfor var Hillary Clintons tale mødt med spænding. Hun signalerede en utvetydig støtte til Obama. Flere havde været bekymrede for hvad hun ville sige, men det ville have været ødelæggende for Demokraterne - og Hillary Clintons egen politiske fremtid - hvis hun ikke havde udtrykt sin støtte til Obama. Det var hun sikkert udmærket klar over.

Omverdenen skal se at Demokraterne står sammen
Et tredje formål er, at Demokraterne viser omverdenen, og specielt Republikanerne, at de står sammen mod John McCain og at ingen kan slå en kile ind i Demokraternes interne forhold. Her kom bl.a. Barack Obamas kone, Michelle, ind i billedet. Hun holdt ligeledes en tale, der viste at hun var en god kone, en god mor og havde formatet til at være præsidentfrue. Michelle Obama formåede, ifølge the Economist, at vise imødekommenhed over for Hillarys tilhængere og slå fast at hendes liv er et sandt eksempel på den amerikanske drøm.

Kennedy går igen
Navnet Kennedy har en speciel betydning for USA, og særligt for Demokraterne. Caroline Kennedy er eneste overlevende fra den tidligere præsident John F. Kennedys nærmeste familie. Hun deltager på konventet og præsenterede bl.a. sin onkel Edward (Ted) Kennedy, der holdt tale.

Det er ikke irrelevant at Ted Kennedy viser sig. Han er den sidste af de tre gamle Kennedy’er. Hans klare budskab er, at Barack Obama er den leder, der kan løfte arven efter John F. Kennedy. På den ene side vil hans utvetydige støtte til Obama givetvis vække begejstring hos en del af den ældre befolkning. På den anden side kan man spørge sig selv om Ted Kennedy og myten om Kennedy efterhånden hører en svunden tid til.

Partikonventet spiller på følelser, dels partimedlemmernes, og dels amerikanernes.  Kennedy er alvorligt syg på grund af en svulst i hjernen og de færreste forventede han ville dukke op. Han spillede i den grad på følelserne - både fortidens og nutidens. I morgen holder Barack Obama sin tale.  Det bliver interessant at se om hans tale er med til at styrke hans position i forhold til John McCain, eller om kapløbet mellem de to bliver ved med at være så relativt jævnbyrdigt.

De fleste elever (og lærere) får i gymnasiet at vide, at de skal anvende de tre taksonomiske niveauer. Det er ikke altid lige let. Men hvad er de taksonomiske niveauer? Her kommer en kort forklaring:

Redegør
Kort fortalt skal du fortælle, gengive, eller reproducere hvad der står i f.eks. en tekst. Altså, du skal f.eks. læse en artikel, eller en novelle. I skal diskutere den i klassen. Hvis du skal redegøre for f.eks. en artikel, så skal du ikke opfinde noget, eller digte videre. Du skal alene tilegne dig den viden, eller det indhold, der står i teksten, og så skal du videreformidle / genfortælle den viden, eller dele af den til læreren, dine klassekammerater, eller andre.

Undersøg
Nu bliver det en anelse mere kompliceret. Det centrale er, at du skal undersøge et emne, eller en problemstilling, eller noget tredje. Du skal her bruge viden du allerede har fra bl.a. det redegørende niveau. Derudover skal du vise, at du er i stand til at indhente yderligere informationer og viden til f.eks. at undersøge et spørgsmål, eller et problem, eller sammenligne to teksters indhold, to argumenter, eller lign, eller påvise (dokumentere) en påstand.

Vurder
Udfordringen begynder tit her. Det er nu du skal sætte kronen på værket og komme med din vurdering af f.eks. en film, en teori, en bog, et argument, eller lignende. Det er ikke så vigtigt hvad din personlige mening om emnet er, men mere at du kan se fordele og / eller ulemper ved f.eks. en problematik, eller en teori.

Hvem var Benjamin Bloom?
Manden, der opfandt Blooms taksonomiske niveauer hed Benjamin Bloom (1913-1999) og var en amerikansk uddannelsespsykolog. Wikipedia har en artikel om Bloom, hvor du kan læse mere om manden og hans arbejde.

Jeg underviser i samfundsfag på gymnasiet. Mange elever får nervøse trækninger, når man som lærer f.eks. siger. ‘Husk at forklare hvilken metode i bruger!’ - For hvad er metode? I samfundsfag taler vi oftest om to typer af metoder; den kvalitative og den kvantitative.

Den kvalitative metode
Du kan lave en kvalitativ undersøgelse ved at interviewe f.eks. et hundrede mennesker om et emne. Før du interviewer dem, skal du tænke meget grundigt over bl.a. hvad det præcist er du ønsker at finde ud af, hvem du skal spørge og hvordan du skal spørge dine interviewpersoner. Hvis det skal være rigtigt, så skal du skrive dette ned, så alle kan læse præcis hvad der ligger til grund for din undersøgelse.

Når du nedskriver resultatet af dine interviews, står du med et tekstmateriale (eller en anden type materiale), som du så kan analysere for at finde svar på dit spørgsmål, det du ønskede at finde ud af til at begynde med.

Det centrale er, at du er i stand til at forklare alle andre (på skrift) præcist hvad du laver. Så de ved hvad baggrunden er for den måde du udformer din analyse på. Så kan man bagefter diskutere om din undersøgelse er troværdig, eller ej, om den kunne gøres bedre, eller ej, osv. Du analyserer i øvrigt udskriften af dit interview, såvel som andre tekster ved f.eks. at undersøge dens argumenter, påstande, begreber, m.v.. 

Den kvantitative metode
Kender du situationen: Telefonen ringer kl. 18. I skal lige til at spise. Din far, eller mor tager telefonen og ender med at stå og svare på en masse spørgsmål. I den anden ende sidder en person med et spørgeskema, der er i færd med at undersøge et specifikt emne.

Det betyder, at du formulerer og opstiller spørgsmål i et spørgeskema og beder folk enten svare på det skriftligt, eller ringer til dem og beder dem svare mundtligt på spørgsmålene. Det er ofte ja / nej spørgsmål, eller spørgsmål, hvor der er f.eks. fire svarmuligheder.

Når den del af processen er gennemført, så kan du producere f.eks. forskellige former for statistikker ud fra dit materiale. Jo flere mennesker, der deltager, desto højere er gyldigheden af din undersøgelse i princippet. På samme måde er det vigtigt at du kan redegøre for hvordan og hvorfor spørgsmålene er udformet.

Tekstanalyse
Der er faktisk også en tredje metode, som du kan bruge til at analysere informationer. Det er ved at analysere f.eks. artikler, nyhedsudsendelse, informationer, som du finder på nettet. Ingen er i stand til at skrive, eller præsentere informationer fuldstændigt objektivt. Udfordringen, set fra et samfundsperspektiv er bl.a. at finde ud af hvilken holdning, der ligger bag de informationer som man bliver præsenteret for, hvilke argumenter og påstande bliver brugt.

- Hvem er afsender

- Hvem er modtager

- Hvordan bliver informationerne præsenteret og hvorfor?

Hvad kan jeg bruge samfundsfaglige metoder til?
Lærer du at anvende samfundsfaglige metoder, så kan du forholde dig kritisk til informationer. Du lærer bl.a. at gå ‘bag om’ nyhederne og gennemskue budskabers betydning. Det er smart at kunne når du læser avis, ser TV, leder efter bestemte informationer på nettet.

Er det let at lære? Ikke altid, men i det mindste har du her fået en kort introduktion til et par af overskrifterne inden for emnet.

Så er der sommerferie - og så her på bloggen. Jeg vender tilbage i august.

God ferie og på gensyn,

Anders

Opret en virksomhed. Få den til at køre og generere økonomisk overskud. Sørg for at organisere virksomheden, så din tilstedeværelse er krævet så lidt som overhovedet muligt. Det kan f.eks. gøres ved at uddelegere arbejdet til ‘virtuelle assistenter’ i bl.a. Indien.

Finten er, at din virksomhed hurtigt får økonomiske overskud, og at du i realiteten kan udføre dit arbejde et hvilket som helst sted på kloden. Det giver dig frihed til at gøre hvad du vil og til at se verdenen. Det er hovedpointen i Timothy Ferriss’ bog.

De fleste arbejder meget. Har man familie, så er der ofte mange praktiske opgaver hjemme. Ferriss argumenterer for at outsource alle de opgaver, der kan sendes ud af huset. Det kan være svært og måske dyrt at implementere, men den er ikke en umulig tanke. På længere sigt giver det mening at fokusere på det du er bedst til, både i forhold til dig selv, din familie og dit arbejde.

‘Hvad begejstrer dig?’
Timothy Ferriss stiller mere end ét sted spørgsmålet: “Hvad begejstrer dig?” Ikke hvad du mener du bør lave, hvad din chef siger du skal, eller konen siger du skal, men hvad begejstrer dig at lave? Dét spørgsmål tror jeg alle har gavn af at overveje fra tid til anden.

Er du produktiv, eller bare aktiv?
Er du en arbejdshest, der bare kan knokle derudaf på jobbet? I forlængelse af spørgsmålet om hvad der begejstrer dig, spørger Timothy Ferriss om du er aktiv - altså, at du render rundt og laver en masse, men der er hverken rigtig hoved, eller hale på det. Du mangler et dybere formål. Alternativet er, at du er produktiv, altså, at du ved præcist hvad du vil bruge din tid på og hvorfor - og derfor arbejder bevidst med opgaver, der giver mening.

Tænk over tilværelsen
En af bogens kvaliteter er, at den udfordrer dig til at tænke en ekstra gang over hvad du bruger din tilværelse på. Ferriss påstand om at man ‘bare’ lige opretter en virksomhed, uddelegerer arbejdet og så rejser jorden rundt er måske en anelse kæk. Han virker som en ener, der kan gøre det, men der vil måske være mange, der vil have en anelse sværere ved det. Jeg er dog enig i hans pointe om at uanset ens baggrund, så er drømmen om eksempelvis at rejse og se verdenen ikke umulig. Men nogle gange kræver det, at vi forandrer vores måde at tænke på og handler - og det kan være en udfordring.

Siden d. 20. marts har jeg her på bloggen skrevet en håndfuld indlæg om at være stedfar, og de udfordringer man møder i en stedfamilie. Jeg fokuserede primært på tiden lige omkring man møder hinanden og forholdet begynder. Hvad er konklusionen så? Jeg har fundet fire ting, som man kan bruge som en slags pejlemærker:

Kærlighed:
Det allervigtigste er, at du og I tror på at kærligheden mellem dig og din kæreste holder, før børnene bliver involveret. Det er vigtigt i alle forhold, men særlig vigtigt når der er børn involveret, fordi det påvirker deres verden enormt, når der kommer en ny voksen ind i billedet.

Kommunikation:
Der vil være mange udfordringer du skal igennem som stedfar, og I skal igennem som par. Den eneste måde at klare det på er ved at bliver rigtig gode til at tale sammen - også om svære emner som f.eks. følelser, forventninger og fremtiden sammen. Det er muligt, men vil måske kræve meget øvelse.

Kaos:
Som stedfar vil dit liv muligvis blive en anelse lettere, hvis du fra starten accepterer, at der vil være et element af kaos i dit liv. Du / I kan ikke planlægge jer ud af alt. Børn er børn, og med en ex i kulissen, vil der altid være en chance for at selv de bedst lagte planer skal laves om, eller revideres.

‘Commitment’:
Som stedfar vil du højst sandsynlig komme i situationer, hvor din tanke vil være noget i retning af : “Hvad laver jeg her?”. Din kæreste vil uden tvivl også få tanken, at det måske var nemmere at være alene (altså, uden dig), for så var der ikke så meget / så mange, der skulle tages hensyn til.

Når man bliver gift lover man at holde sammen i ‘medgang og modgang’. Uanset om I er gift, eller ej, vil der som stedfar, og i en stedfamilie naturligvis være medgang det meste af tiden. Meget tyder dog på, at ligesom ‘traditionelle’ familier, så får stedfamilier også deres del af modgangen. Der er to familier, eller to verdener, der skal til at fungere sammen. Din verden og din kærestes verden. Det er en enorm udfordring, specielt når der er børn. Det er ikke umuligt, men det tager både tid og kræfter at få til at fungere.

Jeg har på nuværende tidspunkt ikke mere at sige om hvordan det er at være stedfar, og livet i en stedfamilie i begyndelsen af forholdet. Der kommer nok mere om livet som stedfar og livet i en stedfamilie på et senere tidspunkt. Jeg kan se på bloggens besøgsstatistik, at indlæggene har været jævnt besøgt. Jeg håber læserne har fået noget ud af dem.

Omsider kom der afklaring på Demokraternes primærvalg. Den 3. juni konstaterer Barack Obama, at sejren er hjemme. D. 7. juni kastede Hillary Clinton håndklædet i ringen og accepterede nødtvunget, at hun ikke bliver præsidentkandidat.

Hvad siger tallene?
The Economist skriver, at efter 56 primærvalg og caucuses så har Barack Obama vundet i alt 1767 delegerede og 415 superdelegerede. Det bliver i alt 2181 delegerede. Hillary Clinton har til sammenligning 1640 og derudover 282 superdelegerede, hvilket til sammen giver 1922 delegerede. For at vinde det Demokratiske Partis nominering, skal kandidaten have mindst 2118 delegerede. Ifølge The Economist, er der i alt 823 superdelegerede og ud af disse er der stadig 130, der ikke har tilkendegivet hvem de vil stemme på.

Hvad var nu lige forskel på en delegeret og en superdelegeret?
Når de demokratiske præsidentkandidater har fået X antal af primærvalgsstemmerne i en stat, så udløser det et antal delegerede, der kan stemme på dem til partiets konvent til sommer. Så en delegeret er en slags repræsentant, eller udsending for vælgere i en stat, der har stemt på f.eks. Barack Obama. En superdelegeret er en af partiets topfolk, der kan stemme som de lyster og ikke skal stå til direkte regnskab for hvordan de vælger at stemme på en kandidat.

Er den så hjemme for Barack Obama, eller kan Hillary få et comeback?
Alt tyder på, at Barack Obama vinder nomineringen til præsidentkandidat. Hvis han laver en, eller anden form for kapitalbrøler mellem nu og konventet til august, så kan det være at de superdelegerede trækker deres støtte til ham. Vælger de så at stemme på Hillary Clinton, så betyder det, at hun kan nå over den magiske grænse på 2218 delegerede.

Hvis det sker, vil de superdelegerede i realiteten omgøre resultatet af primærvalget og den beslutning som de amerikanske vælgere har taget. Det vil, så vidt jeg kan se, give Hillary Clinton et relativt tvivlsomt mandat at gå videre med.

Hvad sker der så nu i USA?
Barack Obamas fokus skifter nu fra Hillary Clinton til John McCain. Det står klart, at begge mænd vil blive deres respektive partiers kandidater, så nu gælder det for begge om at få deres budskaber præsenteret for amerikanerne. De vil begge blive udråbt som de respektive partiers officielle kandidater til sommer, og så har de indtil november og selve præsidentvalget.

En af de ting, der bliver diskuteret er hvem de to vælger som deres vicepræsidenter. Mit indtryk er, at det først bliver officielt på konventet, umiddelbart efter at nomineringen er i hus, men allerede nu bliver det diskuteret livligt i bl.a. de amerikanske medier. Man støder ofte på den relativt enkle opfattelse, at Barack Obama skal have en ældre, hvid og hvidhåret herre, der kan signalere noget i retning af ‘drengen er dygtig, men bare rolig, far er her’. McCain er nød til at alliere sig med en yngre i betragtning af hans modne alder.

Det mest interessante bliver at se hvilken politisk vision for USA, som de vil fremlægge. Hvor meget har den interne kamp, specielt hos Demokraterne påvirket de politiske standpunkter? Bliver der forskel på kandidaternes retorik når de står over for hinanden? Vi får at se.

Hvordan fungerer din kærestes relation til børnenes far?

Kører alle aftaler som de skal og bliver problematikker om børnene klaret uden de store problemer? Så tyder det på et relativt problemfrit samarbejde. Er der ingen samværsaftale og et utal af skænderier om børnene og alt muligt andet? Så tyder meget på at fremtiden for jer kan blive meget besværlig.

En god tommelfingerregel er at huske på, at det er din kæreste, der har børn med sin eks - ikke dig! Særligt i begyndelsen af jeres forhold bør du blande dig fuldstændigt uden om deres relation. Du kan f.eks. nøjes med at se på hvordan relationen fungerer.

Omtalt altid børnenes far respektfuldt, eller i det mindste neutralt. Undgå for enhver pris at svare på et spørgsmål, som fx: “Er far ikke dum. Han sagde…” Der er en risiko for, at den type udsagn kan blive brugt mod dig på et senere tidspunkt.

Skal jeg være venner med ex’en?
Der er fuldstændig op til dig i hvor høj grad du ønske at omgås eks’en. En mulighed er, at holde sig til ‘venlighed, men ikke venskab’. I skal ikke være pals blot fordi du nu er kæreste med hans eks.

Det må være utroligt svært, at ens børn skal vokse op med en anden mand, altså dig. Det mener jeg, at man som stedfar må være bevidst om. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at være imødekommende over for eks’en, hvis han på et tidspunkt ønsker at lære dig at kende og måske ønsker at se hvordan I bor.

Jimmy Carter, USA’s 39. præsident og Nobelprisvinder, er forfatter til bogen ‘Palestine - Peace not Apartheid’ (Palæstina - fred ikke apartheid), hvori han diskuterer konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men resten af den arabiske verden.

Carter giver bl.a. to forklaringer på hvorfor Israel-Palæstina konflikten endnu ikke er afsluttet: Israel koloniserer palæstinensisk land. Palæstinenserne forherliger selvmordsbomber.

Carter er relativt kritisk over for Israel og pointerer bl.a., at Israel kunne have fået fred på et langt tidligere tidspunkt, hvis de havde undladt at kolonisere palæstinensisk land. Eksempelvis er Køreplanen for Fred, som Kvartetten formulerede i realiteten færdig. Palæstinenserne har implementeret det meste. Israel har ingenting gjort, konstaterer Carter.

Jimmy Carter er i dag leder af Carter Center i Atlanta, Georgia. Centret udsender bl.a. folk til at overvåge om valg bliver ordentligt afholdt rundt om i verdenen. Carter har selv ledet flere valgobservationer i de palæstinensiske områder, hvilket han bl.a. beretter om. Det er første gang en (tidligere) amerikansk præsident i så direkte vendinger skildrer situationen i de palæstinensiske områder i dag; Muren, checkpoints, konfiskeringer af land, forskellige former for overgreb mod civilbefolkningen, etc.

Amerikanerne og de to versioner af Israel
Jeg fæstnede mig ved hvordan Jimmy Carter beskriver amerikanernes opfattelse af Israel. I hans øjne er der to versioner af Israel. Den ene er det unge land, der er baseret på den gamle jødiske kultur og moralske værdier, defineret af de Hebraiske Skrifter. Dette Israel er landet, de fleste amerikanere forestiller sig.

Den anden er det Israel, der eksisterer inde i de besatte palæstinensiske territorier, hvor den palæstinensiske befolknings grundlæggende menneskerettigheder hverken bliver anerkendt, eller respekteret. Han forklarer ikke direkte hvordan amerikanerne ser på denne version, eller om de overhovedet kender til den. Om ikke andet sætter han streg under, at den eksisterer. Kan denne forklaring så bidrag til at forstå USA’s relativt ukritiske holdning til Israel?

Er løbet kørt for Palæstina?
Jimmy Carter er optimist og ønsker tydeligvis fred for Israel og den arabiske verden som helhed, men han stiller også spørgsmål ved om løbet er kørt for palæstinenserne og deres ønske om at få en bæredygtig stat. Vil Muren og bosættelserne når alt kommer til alt være for store udfordringer at overvinde? Vil den arabiske verden omsider opgive at støtte palæstinenserne, fordi der intet håb er for en løsning?

Fremtidsvisioner for Palæstina-konflikten
Saudi Arabiens fredsinitiativ (Arab League Peace Plan, March 28, 2002) overfor Israel værd at undersøge nærmere, om ikke andet for at undersøge hvad den arabiske verden rent faktisk har tilbudt Israel på det seneste.

Geneve-Initiativet fremstår i bogen som en af de få mulige visioner for en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Den positive omtale skyldes nok bl.a. at Carter selv var en del af initiativet. Jeg skrev selv en kritisk artikel om det, da det blev offentliggjort, fordi det virkede som blot endnu en fredsplan, men efter at have læst bogen tænker jeg at alligevel at genlæse det for at se om det kan bidrage med nye tanker.

Et kritisk, men optimistisk håb for fremtiden
Det er en interessant og tankevækkende bog, der kan anbefales. Carter leverer en sober redegørelse for den historiske konflikt mellem Israel og palæstinenserne på den ene side, og Israel og resten af den arabiske verden på den anden. For de lidt mere nørdede er det interessant at læse anekdoterne fra Jimmy Carters tid som præsident, hvor han forhandlede fredsaftalen med Israel og Egypten igennem.

Jeg har selv besøgt de palæstinensiske områder og beskæftiget mig med konflikten i flere år, og min vurdering er, at han rammer ret præcist i beskrivelsen af den palæstinensiske hverdag. Disse beskrivelser har været en af grundene til den voldsomme kritik, der er rejst af bogen fra nogle sider.

Bogen indeholder måske ikke nogen revolutionerende nyheder, men den peger alligevel fremad. Carter konstaterer, at den arabiske verden og palæstinenserne rent faktisk har indikeret deres villighed til at skabe fred med Israel. Han påpeger dog også, at løsningen findes i Israel, der stadig diskuterer intenst hvilken løsning landet kan gå ind for når det kommer til den endelige fredsaftale. Hvis bogen formår at skabe debat og få folk i USA til at se mere nuanceret på konflikten, så må man sige Carter har gjort det godt.

Kilderne mangler
På et mere teknisk punkt er det frustrerende, at der er få kildeangivelser og særligt at der ingen litteraturliste er i bogen. Nok er bogen uden tvivl tjekket for fejl af kapaciteter på området, men det kunne være interessant at se hvilke materialer en mand som Carter bruger, og styrke bogens troværdighed yderligere.

Vil du læse mere?
Vil du læse mere om Jimmy Carter, så kan jeg anbefale Douglas Brinkleys biografi: ‘The Unfinished Presidency - Jimmy Cater’s Journey Beyond the White House’. Du kan læse en anmeldelse af den, som jeg fandt på New York Times hjemmeside.

Det var en bande sammenspillede musikere i verdensklasse, der med snild behændighed arbejdede sig i gennem et udvalg af Mark Knopflers sange. De rakte fra Dire Straits-tiden til det nu femte soloalbum Kill To Get Crimson. Augustenborg Slotspark, tæt på Sønderborg, dannede en stemningsfuld baggrund, og den første juniaften i 2008 holdt sig over de tyve graders varme.

Minder fra en svunden tid

Det var musikalsk rå-nostalgi fra 1980erne og lidt længere frem i tid, der kom i spil da Knopfler & co. spillede hans sange fra Dire Straits tiden. Telegraph Road, Brothers in Arms og Romeo and Juliet er smukke og pompøse værker, hvor Knopflers forskellige former guitarspil for alvor blev foldet ud.

Til Sultans of Swing blev bandet til en vis grad afmonteret, så det kun var Knopfler selv, guitarist Richard Bennett, trommeslager Danny Cummings og bassist Glen Worf. Det er stadig en sang med rytme og lidenskab og historien om bl.a. et band i London, der kalder sig Sultans of Swing. Og det var virkelig musikalske håndværkere, der slog til og fik det til at swinge.

De nyere sange ramte bedst

Til min store overraskelse var et af de numre, der gjorde mest indtryk på mig, det relativt ukendte ’Hill Farmer’s Blues’ fra albummet The Rackpicker’s Dream. Dér nåede Knopfler ud over scenekanten. Sangens historie er måske ikke enorm, men guitarspillet og intensiteten i sangen fik mig til at lytte. Også What It Is, Sailing to Philadelphia og Speedway at Nazareth tog kegler.

Det var en oplevelse at se Mark Knopfler i Augustenborg, og høre hans sange og hans guitarspil. På vejen hjem kom jeg til at tænke på noget af teksten fra sangen Why, Aye Man:

…we’re the nomad tribes, we’re travelling boys

in the dust and dirt and the racket and the noise…

…we got wor tools and working gear

and humped it all from Newcastle to here…

Working men 

Jeg havde lidt følelsen af at Knopfler & co. var netop de rejsende arbejdsfolk han synger om. I dag havde de endnu et stop på rejsen, hvor de endnu engang skulle spille. Det gjorde de så. Folk fik hvad de havde betalt for, men heller ikke mere. Der var ikke rigtig kontakt med publikum og det skuffede lidt.

Læs selv internet-dagbøgerne fra Sønderborg-stoppet fra keyboardspilleren Guy Fletcher og guitarist Richard Bennett (se tour notes).